Selvom flere kommuner sætter gavle og vægge til rådighed for graffitikunstnere, bliver mange bygningsfacader stadig uvildigt overmalet. Og det er særligt et problem, når graffitien bliver sprøjtet på brandimprægnerede træfacader.
Træet kan nemlig ikke brænde på grund af brandimprægneringen, men det kan graffitimalingen, og selv ikke kraftige rengøringsmidler og intens højtryksspuling kan fjerne den maling, der er suget ind i træet, fortæller Bo Toftager, der er projektkonsulent hos Frøslev Træ:
– Desuden vil træet og noget af brandimprægneringen blive ødelagt af den meget hårdhændede behandling. Så den eneste løsning er at udskifte træet – og det er både dyrt og spild af ressourcer.
Det helt rette mix
Sammen med servicevirksomheden All Remove, som er specialister inden for forebyggelse og afrensning af graffiti, har træproducenten derfor sat sig for at finde en løsning, så træet ikke skal udskiftes, hver gang graffitien har sat sine spor.
– Vi har haft et stort fokus på at finde den helt rette blanding af graffitibeskyttelse, således den hverken skader facadetræets brandhæmmende funktion eller naturlige udseende. Derfor har vi forsøgt os med flere forskellige blandinger på brandhæmmende træ, for at finde det helt rette mix, fortæller direktør og partner i All Remove, Lars Roelann, og uddyber:
– Først påfører vi en primer på træet og derefter et såkaldt offerlag. Det er offerlaget, som graffitien bliver sprayet på, og dermed også offerlaget, som fjernes sammen med malingen. Når graffitien er fjernet, påføres der blot et nyt offerlag ovenpå primeren.