Cross Laminated Timber, krydslamineret massivtræ eller CLT. Kært træ har mange navne – og mange anvendelsesmuligheder. CLT kan nemlig bruges i alt slags byggeri til konstruktion af vægge, gulve, loft og tag.
Nu skal massivtræet så også benyttes til en flydende pavillon, der skal ligge til kaj ved Christians Brygge i København. Pavillonen er en af de 10-15 pavilloner, der opføres i byen i forbindelse med arkitekturåret i København.
Læs også om pavillonen i tegl.
Minimerer CO2-aftrykket
Bag pavillonen eller The Raft, som den kaldes i det officielle program, står CLT Danmark sammen med Kvadrat, Bevica Fonden samt de to arkitektvirksomheder Studio Coquille og Tan & Blixenkrone.
CLT Denmark har i en årrække været pioner for konstruktionsmaterialet CLT, der er et klimavenligt alternativ til beton. I dag leverer firmaet CLT til stort set alt slags byggeri, da CLT-substituering er en effektiv vej til nedsættelse af byggeriets klimaaftryk. Samtidig øges bygbarheden.
– Byggeriet vejer tungt i det store klimaregnskab, og derfor er det oplagt så vidt muligt at undgå materialer med højt CO2-aftryk, fortæller direktør Per Thomas Dahl, CLT Denmark og tilføjer:
– Vi har i Danmark lanceret et materiale, som allerede anvendes i stor målestok i resten af verden, og som et alternativ med lav miljøpåvirkning i forhold til de traditionelle konstruktionsmaterialer, siger Per Thomas Dahl.
Naturen er en konstant inspiration
Partnerskabet med arkitekterne fra Studio Coquille er fortsættelsen af en linje, hvor Per Thomas Dahl lader arkitekter udfordre materialets muligheder. Han har skabt en virksomhed bestående af et team af ingeniører og konstruktører, der arbejder med at fremme anvendelse af CLT, men også tilskyndet til spændende arkitektoniske løsninger, der udfordrer materialet med bæredygtighed som kompas.
For Studio Coquille er naturen en konstant inspiration, og CLT’s formbarhed er en gave til en pavillon som The Raft, der skal følge bevægelserne på havnen og i vandet.
– CLT-elementerne giver os muligheder for at skære organiske former, der fremmer en inkluderende anvendelse, pointerer arkitekt Frederik Mads Svendsen fra Studio Coquille, der forestiller sig, at folk f.eks. kan arrangere talks og events på The Raft.