Danskere bag europæisk standard, der skal mindske stålforbruget i byggeriet

Dansk Standard og Teknologisk Institut har ledet udviklingen af en ny standard, der nu er godkendt på europæisk niveau, og som skal sikre, at brugte stålkomponenter ikke skrottes unødigt.
I daglig tale hedder den nye standard DS/CEN/TS 18094. Dens fulde navn er: Ikke-destruktiv prøvning – Prøvningsmetode til bestemmelse af egenspændinger ved synkrotron røntgendiffraktion. Foto: Gettyimages.

Stål er et af de mest anvendte materialer i flere industrier heriblandt byggeriet.

Produktionen af stål udleder dog store CO2-mængder, og fremstillingen står for 7 % af verdens samlede CO2-udledning.

Men en ny europæisk standard, der er udviklet af Dansk Standard og Teknologisk Institut, er netop udkommet, og den skal hjælpe industrien med at undgå at kassere stålkomponenter unødigt.

Standard kan hjælpe virksomheder med at mindske forbruget af stål med op til 15 %, vurderes det.

Læs også

Ny standard skal være med til at mindske antallet af nedrivninger

Nikolaj Zangenberg, der er centerchef på Teknologisk Institut og projektleder på det Europæiske Easi-Stress-projekt, forklarer, at man i produktionen af stål er nødt til at tage hensyn til restspændinger (også kaldet for tøjninger), som dannes under materialebehandling og brug.

Disse restspændinger har nemlig stor indflydelse på stålets egenskaber som f.eks. modstand mod brud, og spændingerne kan derved skabe revner og desuden være kimen for korrosionsangreb. Begge dele kan i værste fald føre til knækkede komponenter og kortere levetid af strukturerne.

– Uden en standard for at måle restspændinger, har man været tvunget til at overdimensionere metalstrukturer eller skrotte brugte komponenter, som egentlig godt kunne fungere mange år endnu, siger han.

Læs også

Efter kritik: Fjerner ‘skal’ fra byggevejledning

Med den nye standard kan industrien sikre kvalitet, sikkerhed, udvikling og effektivitet i deres produkter og processer, fortæller direktør for international politik i Dansk Standard, Maria Skou:

– Formålet med dette projekt har været at skabe fælles retningslinjer på tværs af Europa, som industrien har tillid til, når de måler restspændinger. Det er nemlig helt afgørende, at virksomheder kan reducere deres ressourceforbrug uden at gå på kompromis med materialernes holdbarhed.

– Og det er det, standarder kan – de validerer og bringer nye metoder og forskning på markedet, hvilket gør det lettere for virksomheder at udvikle, producere og sælge deres produkter.

Relateret indhold