Eksperimenterer med råstoffer: Tester bærelag på tung trafik i tre år

For at spare på vores svindende råstoffer tester det midtjyske Råstof-initiativet nu en ny blanding til bærelaget under en 40 meter lang asfalteret kørevej. Perspektiverne er ret store, lyder det fra initiativtagerne.
Den nye blanding til bærelaget under belægninger, Letstabil, er resultatet af fem forskellige blandinger, som NCC's laborant Hanne Karen Boye-Nielsen står bag. Foto: Niels Åge Skovbo.
Den nye blanding til bærelaget under belægninger, Letstabil, er resultatet af fem forskellige blandinger, som NCC's laborant Hanne Karen Boye-Nielsen står bag. Foto: Niels Åge Skovbo.

Råstof-initiativet

  • Råstof-initiativet består af både offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner og private virksomheder:
  • – Region Midtjylland
  • – OKNygaard
  • – Danske Anlægsgartnere
  • – Arkil
  • – Danske Landskabsarkitekter
  • – Idverde Danmark
  • – Jordbrugets UddannelsesCenter Århus
  • – Malmos
  • – Melgaard+co
  • – NCC Industry
  • – Schønherr
  • – Teknologisk Institut
  • – Vejdirektoratet
  • – Per Aarsleff

Råstof-initiativet, som Region Midtjylland og anlægsgartnerkoncernen OKNygaard er initiativtagere til, har det seneste års tid arbejdet på en række projekter, der skal finde ud af, hvordan vi kan mindske forbruget af råstoffer og genbruge mere. Der er flere mulige indsatsområder – både i branchens daglige arbejde, men også i normer og standarder for området.

– Det er utrolig vigtigt, at vi med omtanke benytter de råstoffer, som naturen har stillet til rådighed. Med Råstof-initiativet har vi muligheden for at se ind i den her problemstilling og være med til at skubbe til en dagsorden, hvor udgangspunktet er, at vi bare ikke gør, ‘som vi plejer’, siger Bent B. Graversen, udvalgsformand for Regional Udvikling i Region Midtjylland.

15-30 % mindre grus og sten over 4 mm

I initiativet deltager både offentlige myndigheder, uddannelsesinstitutioner og private virksomheder. To af dem er entreprenørvirksomheden NCC, der har udviklet en ny blanding til bærelaget under belægninger, og det rådgivende ingeniørfirma Sweco, som har testet den nye blanding.

Blandingen indeholder 15-30 % mindre grus og sten over 4 mm sammenlignet med standardblandingen SG II. Dermed sparer den nye blanding på de grove råstoffraktioner, som fremadrettet vil være mindre tilgængelig i Danmark end sand.

– Jeg har en klar forventning om, at den nye blanding kan klare de krav, der er til projekter med mindre belastning som fortove, indkørsler og lignende, siger Lars Flemming Sørensen, NCC’s salgschef for råstoffer i Jylland.

Tester på tung trafik i tre år

Sweco har testet blandingens styrke i laboratoriet. Her har undersøgelser vist, at blandingens styrke fint lever op til styrken for SG II. Sweco vil desuden løbende undersøge styrken i praksis i en ny råstofgrav ved Vestbirk i Horsens Kommune.

Her etablerer NCC en 40 meter lang asfalteret kørevej, der inddeles i fire zoner: To overgangszoner á fem meter, der ikke indgår i undersøgelsen, og to testzoner á 15 meter. I den ene testzone består bærelaget af den nye blanding, mens der i den anden anvendes SG II.

Vejen vil efterfølgende dagligt blive belastet med tung trafik til og fra råstofgraven, og vejen vil løbende blive testet i ca. tre år.

– Nu bliver blandingen maksimalt belastet ved en test i en vej med tung transport i en råstofgrav. Hvis den kan holde til dét, ja så er det jo bare en bonus. Perspektiverne er ret store, siger Lars Flemming Sørensen.

Relateret indhold