Vi lever i urolige tider. Men branchen står stærkt

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, har målt temperaturen i markedet på præcis det tidspunkt i historien, hvor en global handelskrig er skiftet fra at være forventninger til at blive til virkelighed.
Henrik Garver i sort jakke, hvid skjorte og blåt slips.

I optakten til det, der ligner en global handelskrig, har vi netop gennemført den seneste FRI konjunkturmåling for at tage temperaturen på vores egen branche.

Målingen ’Konjunkturer fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører – April 2025’ er derfor denne gang særligt interessant og giver også en række interessante resultater.

Markedet for byggeri er i bedring – ikke mindst drevet af erhvervsbyggeri. Men også inden for boligbyggeri ser ordreudviklingen ud til at vende; flere virksomheder end i tidligere målinger kan nu registrere en ordrefremgang inden for boligsegmentet.

Læs også

Rådgiverne rider stormen af, men oplever markante skift i markedet

Markedssegmentet ’Industri og proces’ er også i markant vækst. Det har det reelt været siden Corona-pandemien, hvor de globale forsyningskæder skulle gøres kortere, og mere produktion flyttes hjem.

Samtidig går væksten i opgaver inden for pharma, logistik og datacentre også entydigt op.

Stor usikkerhed i 3 sektorer

Men målingen viser også en stor usikkerhed om markedsudvikling og ordreindgang inden for tre sektorer sammenlignet med tidligere målinger: Infrastruktur, energi og eksport.

Usikkerheden om markedsudviklingen i de tre sektorer afspejler den nye usikre verdensorden.

Der er usikkerhed om materialer, om renter, om markedsadgang og om den politiske prioritering af fremtiden for projekter inden for energi og infrastruktur ift. andre politiske prioriteter.

Læs også

Vil alle virksomheder i byggeriet overhovedet kunne overleve om 10 år?

Det sidste handler i bedste fald blot om en forsinkelse, der følger af en omdefinering af opgavernes scope, hvor resiliens også skal medtænkes. Ikke desto mindre skaber usikkerhed og manglende afklaring en opbremsning.

Væksten forventes at fortsætte

Men den stigende usikkerhed til trods kan vi også se af tallene, at væksten forventes at fortsætte – ordrebeholdningen seks måneder fra i dag forventes enten at være uændret eller bedre.

Læs også

Alle må bidrage, hvis udbuddet skal op

Samtidig lander væksten i beskæftigelse på et netto nul. Dvs. de fleste virksomheder forventer uændret beskæftigelse, og andelen af virksomheder, der forventer at blive færre, modsvares af andelen af virksomheder, der forventer at blive flere.

Og den udvikling sker fra det nuværende høje niveau, hvor der aldrig har været flere ansatte i FRI’s medlemsvirksomheder, hvor der aldrig har været en større omsætning, og hvor der aldrig har været højere indtjening (i kroner).

Vi lever i urolige tider. Men branchen står stærkt.

Relateret indhold