Hvert år bruger det danske samfund – og dermed alle os skatteydere – milliarder af kroner på at opføre nye bygninger og vigtig infrastruktur. Nogle af anlægsprojekterne går godt – rigtig mange mindre godt – af mange forskellige årsager. Men vi ved stadig for lidt om, hvad der gik skidt, og hvad der fungerede.
Jeg har selv været involveret i metro- og tunnel-projekter i Danmark, Sverige og Norge. Min egen erfaring er, at der stadig er masser af tyst viden, som aldrig når overfladen og bliver delt med andre i branchen. Det bør vi lave om på.
Entreprenør taber voldgiftssag om 45 boliger ved Damhussøen
Et eksempel er et af Danmarkshistoriens største anlægsprojekter, metroprojektet Cityringen, som på trods af mange udfordringer og problemer i anlægsfasen fra 2010-2019, overraskende nok kun blev ni måneder forsinket.
Et andet eksempel er den nye Storstrømsbro, som ser ud til at gå langt ud over det oprindelige budget og er voldsomt forsinket.
Endelig er der de 16 ”hospitalsprojekter”, hvor mange har været ramt af tekniske problemer og forsinkelser.
Svømmehal-skandale: Skou Gruppen stævner kommune for 48 millioner
Men hvad er de egentlige bagvedliggende årsager til de mange problemer, og hvordan omsætter vi dem til læring og forbedringer til gavn for os alle?
Det ved vi meget lidt om i dag.
Holder kortene tæt ind til kroppen
En del af forklaringen er givetvis, at flere af disse projekter har været udfordrede, og at der er kommet tvister, der venter på at bliver afklaret. Derfor føler parterne sig tvunget til at holde kortene tæt ind til kroppen.
Det er en skam. For hvis vi ikke deler mere ud, hvordan bliver vi så bedre?
For at vi skal komme dertil, skal der ændringer til. I branchen er der et væld af barrierer, der først skal nedbrydes. For eksempel gammel kultur og vanetænkning.
Det er svært at lære gamle hunde nye kunster i en meget konservativ branche, der er præget af hård konkurrence, stigende globalisering og enorme økonomiske risici for entreprenører og bygherrer. For hvis et projekt løber af sporet, hvem bærer så skylden?
Vi ser også, at anlægsprojekter kan komme under ydre pres fra for eksempel politikere, organisationer og medier – et pres, som kan tvinge et projekt i en dårlig retning.
Kultur i byggeriet: Byggeprojektet er et spil, alle kæmper om at vinde
Alt dette medfører en unødvendig lukkethed om, hvordan projekterne reelt blev gennemført, styret og finansieret. Lukketheden kommer ofte som en konsekvens af et problem og på grund af de direkte involverede og den dominerende kultur, men den er ikke til gavn for fremtiden og muligheden for at gøre noget bedre næste gang.
På den positive side er det værd at bemærke, at der er lidt bevægelse i gang. I Region Hovedstaden, Bygningsstyrelsen og Metroselskabet arbejder man med nye samarbejdsmodeller. Det er godt, for det er vigtigt objektivt at erkende fejl, der uundgåeligt begås af både bygherre og hovedentreprenør – og tage dem i det videre arbejde. Ingen i denne branche deltager i projekterne med den målsætning at ende ud i en opslidende og langvarig konflikt. Tværtimod.
For når der ligger meget værdifuld viden gemt væk i mange bygge- og anlægsprojekter risikerer vi at gøre mere af det vi plejer; nemlig at reproducere fejl fra projekt til projekt. Så gør vi ingen en tjeneste, heller ikke os selv, og vi bruger i sidste ende pengene forkert.
