Onsdag præsenterede regeringen en række nye ministerier for at styrke arbejdet med at løse de aktuelle udfordringer, som bl.a. den grønne omstilling og den aktuelle sikkerhedspolitiske situation stiller til Danmark.
Og det er et godt og væsentligt skridt at oprette et ministerium for samfundssikkerhed og beredskab.
Med de mange spørgsmål om, hvordan vi skal håndtere beskyttelsen af vores kritiske infrastruktur, forsyningssikkerheden og samfundets fortsatte generelle drift i tilfælde af en krise, er det vigtigt, at der er et ansvarligt og koordinerende led.
Ejendomsvurderinger og lejeloven – det er tid til et paradigmeskifte
De kommende år byder på mange tekniske udfordringer ifm. disse spørgsmål. Det er udfordringer, der kan løses, men for de rådgivende ingeniørvirksomheder er det vigtigt, at der hurtigt bliver lagt en strategi for, hvor der skal sættes ind, så de kan allokere ressourcer og forberede sig bedst muligt.
En enkelt faldgrube
Dog kan vi i FRI godt være bekymret, hvis områder som kystsikring og klimatilpasning lægges ind under det samme ministerium.
Der kan være en risiko for, at disse vigtige og tidskritiske områder bliver overset eller nedprioriteret, fordi andre områder i øjeblikket er meget top of mind. Ikke mindst fordi ændringerne samtidig risikerer at skabe en del opbrud i centraladministrationen.
Det tager tid at samle stumperne, og når det kommer til klimatilpasning, er tid ikke en ressource, vi har i overflod. Det haster.
Håber på en langsigtet plan
Derudover er planerne om at samle arbejdet med digitalisering samt oprette et nyt grønt ministerium og genoprettelsen af et Europaministerium fine tiltag.
Digitalisering er et vigtigt område og noget, der fylder i mange sektorer – og som kommer til at fylde fremover, og derfor er det positivt, at man fra regeringens side nu lægger op til at samle ansvaret hos én minister.
Dansk Håndværk: Træk jeres administrative monster tilbage
Ligeledes kan det nye grønne ministerium, som skal udmønte den grønne trepartsaftale, der både handler om natur, klima, havmiljø, skov, landbrug og skat – hvis det bliver sammensat ordentligt og tilført de rigtige kompetencer – blive et godt knudepunkt for arbejdet henimod de tiltag, der skal til, for at vi når vores klimamål. Og så er det også fint at få en europaminister igen, som skal stå for forberedelsen af det danske EU-formandskab til næste år.
Men måske kunne man se et potentiale i at gøre den permanent?
Generelt virker både det nye grønne ministerium og ’Europaministeriet’ og for den sags skyld også Beredskabsministeriet, som meget kortsigtede ministerier, der bliver sat i verden for at løse nogle meget konkrete og akutte udfordringer. Det er en større omrokering, så derfor håber vi i FRI også at de nye ministerier er tænkt langsigtet.