Ultimatum om udskiftning af underentreprenør

Advokat Holger Schöer, Kromann Reumert.
Advokat Holger Schöer, Kromann Reumert.

Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed har i en kendelse udtalt, at en totalentreprenørs merudgifter, foranlediget af et ultimatum fra bygherrens side om udskiftning af underentreprenør, kunne kræves erstattet.

I sagen havde en kommune som bygherren indgået aftale med en totalentreprenør om renovering og ombygning af en skole. Entreprenøren havde herefter indgået aftale med en underentreprenør om tagarbejdet. I forbindelse med tagarbejdets udførelse fremførte bygherren på et møde krav om, at totalentreprenøren skulle hæve kontrakten med den oprindelige underentreprenør og finde et firma, som kunne løfte opgaven både kvalitets- og tidsmæssigt, idet bygherren ikke mente, at den nuværende underentreprenør var i stand hertil.

Totalentreprenøren ophævede herefter aftalen med den oprindelige underentreprenør og overdrog arbejdet til en anden underentreprenør – alt med merudgifter til følge for totalentreprenøren. Tvisten blev herefter, om totalentreprenøren havde ret til erstatning for merudgifterne påført ved udskiftning af underentreprenør.

Voldgiftrettens kendelse

Voldgiftsretten fandt, at bygherrens krav til totalentreprenøren om udskiftning af underentreprenør skulle betragtes som et ultimatum, samt at der ikke var indgået bindende aftale om, at totalentreprenøren var forpligtet til at udskifte underentreprenør. Afgørende var herefter, om det kunne bevises, at totalentreprenøren ikke kunne have opfyldt sine kontraktmæssige forpligtelser med den pågældende underentreprenør over for kommunen. Dette fandtes ikke bevist, hvorfor totalentreprenøren havde et krav på erstatning for merudgifter som følge af udskiftningen af underentreprenør.

I entrepriseretlige aftaleforhold hæfter entreprenøren over for bygherren for opfyldelse af kontrakten – og dette uanset om han antager underentreprenører.

Når entreprenøren derfor bliver mødt med et ultimatum om udskiftning af en underentreprenør, er udgangspunktet, at entreprenøren kan kræve sig betalt for merudgifterne hertil, medmindre bygherren kan bevise, at entreprenøren ikke kan opfylde sine kontraktmæssige forpligtelser med den pågældende underentreprenør.

Relateret indhold