DA’s lønstatistik for første kvartal 2020, altså før verden gik i lave pga. Corona, viser, at lønstigningerne i Bygge og Anlæg var på 2,7 procentpoint. Det dækker over, at de timelønnede arbejdstagere steg med 2,6 procentpoint, mens funktionærerne havde lønstigninger på hele 3,3 procentpoint.
I øvrigt har funktionærernes lønstigninger ligget over de timelønnedes i fjorten af de sidste sektsten kvartaler! Således kan man ikke sige, at det primært er de timelønnede, som er løndrivende i byggeriet. Det er i langt højere grad funktionærerne.
Sammenlignet med andre brancher ligger byggeriet igen i top, men vi må nok også forvente, at det er det sidste kvartal, hvor dette er tilfældet. Når konjunkturerne vender, som de gør i øjeblikket, så dykker byggeriets lønninger også voldsommere end andre branchers. Det må vi være forberedte på.
Stigningerne i apteringsfagene er marginalt over stigningerne i bygnings-installationsfagene med henholdsvis 2,8 og 2,6 procentpoint.
Ved en fortsat lav inflation er der dog fortsat tale om reallønsstigninger. Stigningerne giver ikke anledning til, at man kan frygte overophedning. Hverken i byggeriet eller i andre brancher, hvis nogen i disse tider forvilder sig til at tro dette.
Tværtimod styrer vi direkte ind i en tid med nedgang i byggeriet. De private developere bygger færdigt, men sætter ikke nyt i gang. Arkitekter og rådgivende ingeniører får ikke den samme mængde ordrer ind. Der varsles fyringer i rådgivningsbranchen. Private virksomheder udskyder eller skrinlægger investeringer og forbrugerne i almindelighed holder mere på pengene.