Der har længe været en fortælling om, at mange brancher er presset af klima- og miljøkrav. Men i virkeligheden er de klimarelaterede krav blandt de få regler, der er både relevante og nødvendige. De er afgørende, hvis vi skal håndtere de udfordringer, vi står overfor, og de burde i virkeligheden være langt strengere, langt mere konkrete og langt mere målbare. Det er ikke klimakravene, der fylder for meget. Det er alt det andet.
Byggeriet er nemlig omgivet af et stort antal administrative krav ligesom mange andre brancher, hvoraf mange har vigtige formål. Regler om arbejdsmiljø, sikkerhed, databeskyttelse og lige rettigheder skaber fundamentet for et ordentligt arbejdsmarked og er nødvendige for både medarbejdernes sikkerhed og psykologiske tryghed.
Dagens Byggeri: Vindmøllekrisen bør være et varsel til byggebranchen
Men ved siden af disse regler har vi opbygget et lag af parallelle proceskrav, der sjældent skaber reel værdi for hverken kvaliteten af byggeriet eller klimaet. Det gælder blandt andet krav til timeregistrering, overlappende HR- og indberetningssystemer, gentagne datarapporter og dobbelte indberetninger, som i praksis løser det samme formål flere gange. Problemet er ikke intentionerne bag de enkelte regler, men mængden, kompleksiteten og fraværet af prioritering.
Et systemisk paradoks
Netop her bliver det tydeligt, at mange af kravene er ude af proportioner. Den nye bogføringslov (2022-2026) betyder eksempelvis, at selv små virksomheder skal investere i nye IT-systemer for at leve op til de digitale krav. For nogle løber implementeringen op i rigtig mange penge. Dertil kommer minut-for-minut-arbejdstidsregistrering, som kræver omfattende tidsforbrug fra både ledelse og medarbejdere, uden at det bidrager til højere kvalitet eller lavere klimaaftryk (selvom det står på din lønseddel). Oven i det venter den nye emballageforordning, hvor grundtanken er fornuftig, men hvor detaljegraden og de parallelle proceskrav risikerer at blive endnu et lag af administration, mv.
Modstanden stiger: Vil hellere bo ved kirkegårde og børnehaver end en solcellepark
Det er den ene lov oven i den anden, og selvom mange af dem hver for sig giver mening, er det summen, der presser virksomhederne. De regler, der faktisk burde skubbe branchen fremad, er for svage, mens de regler, der ikke har nogen klimaeffekt, vokser i antal. Det er et systemisk paradoks.
Hvis vi ønsker reel innovation, får vi den ikke ved at gøre klimakravene mindre. Vi får den ved at gøre dem stærkere. Klare krav til CO2-reduktion, ressourceforbrug, materialevalg, energiforbrug og biodiversitet ville presse branchen til at tænke nyt og udvikle løsninger, vi kommer til at mangle i fremtiden. Innovation opstår ofte ikke af frivillighed, den opstår, når der er tydelige mål og rammer for, hvad der skal leveres fordi man presses ud af komfortzonen.
Men stærke krav alene er ikke nok. Hvis virksomheder skal vælge nye og innovative løsninger, skal det også være økonomisk rationelt at gøre det. I dag er Danmark kendetegnet ved høj virksomhedsskat og en høj moms, hvilket gør det dyrere at udvikle og investere. Det rammer særligt de materialer og metoder, der er bedre for klimaet, men som ofte er dyrere i opstartsfasen.
Brug for mere intelligent regulering
Derfor bør vi gentænke de økonomiske rammer. En lavere virksomhedsskat vil give bedre mulighed for at investere i udvikling og teknologi. En differentieret moms, hvor klimabelastende materialer beskattes højere end klimavenlige og cirkulære løsninger, vil være et af de mest effektive redskaber til at ændre adfærd. Det vil samtidig styrke renovering frem for nedrivning, fordi renovering i de fleste tilfælde er både klimamæssigt og ressourcemæssigt langt bedre, men økonomisk mindre attraktivt i dag.
Samtidig spiller markedsføringsretten en afgørende rolle i omstillingen. Virksomheder må ikke beskrive sig som “grønne”, “bæredygtige” eller “miljøvenlige” uden massiv og verificérbar dokumentation (næsten umuligt).
Det betyder, at virksomheder ikke længere kan differentiere sig gennem brede og uunderbyggede løfter. De skal kunne dokumentere deres faktiske påvirkning og resultater. Dermed bliver ESG-data, livscyklusvurderinger, CO2-tal og certificeringer grundlaget for både troværdighed, markedsadgang og konkurrenceevne. Markedsføringsloven fungerer dermed som et innovationspres, fordi ansvarlig kommunikation kun kan ske, når der er dokumenteret handling bag.
Regeringen vil skærpe klimamålene: ”Vi skal igen vise resten af verden”
Derfor skal vi også se ESG, ISO og certificeringsordninger som Svanemærket som en mulighed for innovation og fremdrift. De skaber struktur, data og et fælles sprog, som gør det muligt at stille stærkere krav og følge op på dem. De understøtter en kultur, hvor kvalitet, klima og transparens bliver konkurrenceparametre.
Byggeriet står med en enorm mulighed for at blive en drivkraft for innovation, kvalitetsløft og dokumenteret omstilling. Men det kræver politisk mod, fremsynede virksomheder og rammevilkår, der faktisk gør det rationelt at vælge bedre løsninger.
Regeringen overser gylden mulighed for at sætte fart i den grønne omstilling
Vi skal have færre ligegyldige regler, vi skal have flere stærke og målbare krav, og vi skal have økonomiske incitamenter, der belønner de løsninger, der bringer branchen i den rigtige retning.
Europa har ikke brug for mindre regulering, når det gælder klima og risikostyring. Europa har brug for mere intelligent regulering. Danmark har ikke brug for flere administrative lag, hvor man gør det samme to gange. Danmark har brug for et system, hvor virksomheder får frihed, incitamenter og klare mål at styre efter, og som belønner de virksomheder, der formår at tænke klima, miljø og data ind i deres virksomhed.
Det er sådan, vi skaber innovation. Det er sådan, vi styrker konkurrenceevnen på lang sigt, og det er sådan, vi tager ansvar for klimaet og vores fælles fremtid.
