Regeringen forslår at hæve afgifter på opvarmning med olie og naturgas og samtidig sænke afgiften på el og grøn fjernvarme. Det skal kombineres med initiativer for 2,3 milliarder kroner, som skal få flere boligejere til at erstatte olie- og naturgas med mere klimavenlig opvarmning. En rigtig vej at gå, mener Dansk Byggeri, der længe har kæmpet for at få skrottet de gamle olie- og naturgasfyr.
Men der skal meget mere til. Ifølge regeringens egne beregninger vil udspillet i bedste fald kun halvere antallet af oliefyr og fjerne godt hvert femte naturgasfyr inden 2030. Det er for lidt. Ambitionen bør være helt at afskaffe olie- og naturgas som opvarmning i 2030. Det vil formentlig betyde, at man bliver nødt til at supplere guleroden med pisk.
I den rapport, som Klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren overrakte regeringen i starten af marts, er udfasning af opvarmning med olie- og naturgasfyr inden 2030 netop en af anbefalingerne.
Det vil spare klimaet for mellem 1,5 og 1,8 millioner ton CO2 om året – mere end det dobbelte af, hvad regeringens forslag lægger op til. Og afgiftsændringer er ikke nok. For eksempel kunne politikerne kræve, at alle boliger i forbindelse med salg efter en bestemt dato skal skifte til en klimavenlig opvarmningsform. Og så skal energirenovering tænkes ind. Velisolerede bygninger og boliger betyder jo, at man ikke behøver at fyre for gråspurvene og får mere ud af fjernvarme og varmepumper og, siger Michael H. Nielsen.Regeringens udspil er første del af den store klimahandlingsplan, som skal vise, hvordan man når målet om at reducere udledningen af CO2 med 70 procent i 2030.
Vi ser frem til næste del af udspillet. Og i Klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren venter vi stadig på en reaktion fra regeringen vores rapport med forslag, som vil kunne bringe CO2-udledningen i bygninger og bygge- og anlægsbranchen ned med 5,8 millioner ton.
Blandt forslagene er energirenovering af bygninger og boliger, CO2-regnskab for bygninger, fossilfrie byggepladser og et mere attraktivt og fleksibelt håndværkerfradrag.