Netop offentliggjorte tal viser, at beskæftigelsen steg med hele 8.100 i januar. Udviklingen er drevet af en stigning i den private sektor. Dermed fortsætter det robuste opsving på det danske arbejdsmarked på trods af, at den internationale fremgang stilner af.
Det er et ualmindeligt robust opsving, vi står med. Det sætter de nye tal endnu en tyk streg under. Sidste år satte beskæftigelsen rekord, og udviklingen fortsætter med uformindsket styrke i det nye år.
Det er særligt imponerende i lyset af de internationale nøgletal, der peger på en noget mere afdæmpet udvikling, end vi har herhjemme.
Sidste måned steg beskæftigelsen ikke meget, og det gav for første gang i lang tid anledning til bekymringer om, hvorvidt opsvinget var ved at brænde ud. Ved nærmere eftersyn var det dog tydeligt, at det kun var den offentlige sektor, der bremsede op. Virksomhederne fortsatte samme høje tempo – og det gør de i den grad også i denne måned.
Selv om fremgangen fortsætter, så ved vi, at de private virksomheder kæmper med at finde den arbejdskraft, de skal bruge. Alene sidste halvår gik Danmark glip af 33.000 arbejdspladser, fordi vi manglede arbejdskraft. Vi bliver nødt til at udvide arbejdsudbuddet, hvis opsvinget skal fortsætte. Den udbredte mangel på arbejdskraft skal derfor helt op øverst på den politiske dagsorden.