Mangel på medarbejdere vil betyde ordrer, vi ikke kan levere til

Beskæftigelsen i byggeriet har nået et kritisk højt niveau. Det er nu så svært at få de rette medarbejdere, at det kan gå ud over infrastruktur og grønne ambitioner, advarer DI.
Vicedirektør Peter Stenholm, DI Dansk Byggeri
Vicedirektør Peter Stenholm, DI Dansk Byggeri

Der er fortsat travlhed i bygge- og anlægsbranchen, hvor der både bygges og renoveres i stor stil. Og det er rigtig positivt.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser en stigning på 2.000 beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen i 4. kvartal 2021.

Dermed er beskæftigelsen i branchen samlet set en stigning på 1.400 personer i løbet af de seneste tre kvartaler.

Vi er på toppen nu

Beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen har nu bevæget sig op på et niveau, der siden årtusindeskiftet kun er målt højere i de første to kvartaler af 2007.

Aktiviteten har været på et højt og stigende niveau igennem 2020 og 2021. Den ventes dog nu at være toppet – med et nogenlunde uændret omfang her i 2022.

At vi formentlig er nær toppen for denne omgang, skyldes først og fremmest virksomhedernes mangel på kvalificerede medarbejdere, hvilket understreges gang på gang i form af stigende rekrutteringsudfordringer og dertil hørende produktionsbegrænsninger.

Men også materialemanglen spænder ben for bygge- og anlægsvirksomhederne.

Vigtige samfundsopgaver kan blive svære at løse

Bygge- og anlægsbranchen spiller en vigtig rolle i udviklingen af Danmark. Men mangel på kvalificeret arbejdskraft kan skabe udfordringer på både den korte og lange bane.

Bygge- og anlægsbranchen løser en række forskellige samfundsopgaver – ikke mindst i de kommende år. Her skal en stærk og balanceret langsigtet infrastrukturplan udrulles og give Danmark en infrastruktur i verdensklasse.

Branchen har også begge ben med i den grønne omstilling, lige fra energirenovering hos hr. og fru Jensen til anlægget af større vindmølleparker.

Når der som nu er et væsentligt uindfriet faglært og ufaglært medarbejderbehov ude i virksomhederne, fører det ganske enkelt til udskydelser samt ordrer, der ikke kan imødekommes. Det kan ramme over en bred kam, hvis ikke virksomhederne får adgang til tilstrækkeligt med kvalificerede medarbejdere.

Relateret indhold