Ledelsesforståelsen fik flere facetter, da jeg blev CVR-nummeret selv

Min rejse fra bunden til toppen i en af Nordens største koncerner og videre som selvstændig erhvervsdrivende, bestyrelsesmedlem og investor har lært mig, at ledelse ikke er en abstrakt disciplin, men et håndværk, der kræver konstant refleksion og justering.
- Ledelse handler ikke om magt eller position, men om evnen til at skabe resultater og tage ansvar. Det kræver mod, disciplin og en skarp prioritering af det, der virkelig gør en forskel, skriver Martin Lund Knudsen.

Ledelse er en disciplin, der formes gennem teori, erfaring og refleksion. Min rejse begyndte for mere end 33 år siden i en af Nordens største koncerner, NCC, hvor jeg startede helt fra bunden og arbejdede mig op gennem organisationens lag, til jeg endte i rollen som kommerciel direktør i den danske direktion.

Det var en karriere, der ikke blot formede mig som leder, men også gav mig en omfattende værktøjskasse fyldt med teorier, metoder, strategier og erfaringer fra en kompleks og dynamisk organisation i en af samfundets største og mest krævende brancher.

Fra koncernstruktur til selvstændighed

NCC var en fantastisk arbejdsplads og et unikt internationalt læringsmiljø. Hvert trin i min udvikling gav mig løbende indblik i de mange facetter af ledelse og forretning. Fra projektledelse og salg til strategisk ledelse i direktionen lærte jeg at drive komplekse strategiske udviklingsprojekter, bygge relationer på tværs af teams og navigere i en matrixorganisation, hvor beslutningsvejene ofte var lange, og interessenterne mange.

Læs også

TBC Invest lander tocifret millionbeløb i årets resultat

Men med tiden blev det tydeligt, at store organisationer ofte lider under en overflod af interne dagsordener, der ikke bidrager til hovedopgaven. Kontorpolitik, silotænkning og behovet for at beskytte sin egen position dræner både energi og effektivitet. Det krævede en bevidst indsats at modarbejde disse tendenser og fastholde fokus på kerneopgaverne: Vækst, kundetilfredshed, medarbejdertrivsel, risikominimering og en sund bundlinje.

Friheden, der kom ved at blive selvstændig, bekræftede mig i, hvad effektiv ledelse egentlig er. Det handler ikke om magt eller position eller på anden måde om ‘at medarbejderne skal være et spejl af mig’.

Jeg lærte at skelne mellem to typer ledere: Fagidealister, der brænder for at skabe reel værdi gennem deres faglighed, og politikere, der navigerer i magtspil og interne dagsordener. Det blev klart for mig, at de førstnævnte bidrager til organisationens vækst, mens de sidstnævnte ofte skaber kompleksitet uden værdiskabelse. Denne skelnen blev afgørende for min ledelsesfilosofi, både i min tid hos NCC og senere som selvstændig.

En ny kontekst – samme fundament

Da jeg blev selvstændig erhvervsdrivende i 2018, blev min ledelsesforståelse testet på en ny måde. Nu stod jeg uden en stor struktur med faste procedurer og ressourcer. Ansvaret lå alene hos mig: Mit navn, min erfaring og mine beslutninger definerede min forretning.

Selvom dette var en markant ændring i min arbejdskontekst, var det ikke en ny begyndelse, men en naturlig videreførelse af det fundament, jeg havde opbygget gennem 27 år i NCC. Forretningshåndværket, jeg havde lært, kunne nu bruges uden de distraktioner, som ofte følger med en stor organisation. Friheden gav mig mulighed for at arbejde mere målrettet og autentisk – både med mig selv som leder og med mine kunder og samarbejdspartnere.

Læs også

Direktør, virksomhedsrådgiver og visionær iværksætter: “Reel udvikling sker kun mellem mennesker, der kan tænke, tale og arbejde frit sammen”

Denne frihed afslørede også en vigtig sandhed: Ledelse handler ikke om magt eller position, men om evnen til at skabe resultater og tage ansvar. Det kræver mod, disciplin og en skarp prioritering af det, der virkelig gør en forskel.

Ledelse som håndværk

De sidste 33 år har lært mig, at ledelse først og fremmest er et håndværk. Det kræver forståelse for mennesker, organisation og forretning samt evnen til at prioritere og modet til at tage svære beslutninger – men også evnen til at lade være, når det kræves. Jeg begyndte at se ledelse som en disciplin, der fungerer bedst, når man er tæt på virkeligheden og de mennesker, man leder.

Som selvstændig lærte jeg hurtigt at navigere uden de lange beslutningsgange og bureaukratiske processer, som ofte kan hæmme fremdrift i store organisationer. Men jeg lærte også, at ledelse ikke blot handler om forenkling – det kræver en dybere forståelse af, hvornår kompleksitet er nødvendig for at skabe bæredygtige løsninger.

Læs også

Casa-direktøren, der har været med på hele vækstrejsen: Vi skal altid opsøge de udfordringer, omverdenen ikke tror, vi kan lykkes med

Min rejse fra NCC’s bund til koncerndirektionen og videre som selvstændig har lært mig, at ledelse ikke er en abstrakt disciplin, men et håndværk, der kræver konstant refleksion og justering. At blive selvstændig var en overbygning, der forstærkede min forståelse af ledelse og gav mig friheden til at fokusere fuldt ud på værdiskabelse.

Jeg tror på, at ægte ledelse handler om at skære alt det væk, der ikke skaber værdi, og fokusere på det, der gør. Samtidig erkender jeg, at værktøjskassen og analyseapparatet, jeg bruger i dag, aldrig kunne være blevet udviklet uden erfaringerne fra det store system. Det er denne balance mellem kompleksitet og enkelhed, der har formet min tilgang til ledelse – og som fortsat guider mig i dag.

Dette er det første af flere indlæg, hvor Martin Lund Knudsen deler sine tanker, erfaringer og refleksioner om ledelse i et ærligt og uformelt format.

Relateret indhold