Miljø- og Fødevareministeriet har nu kortlagt risikoen for erosion og oversvømmelse langs Danmarks kyster. Og man skal være et politisk skarn, hvis man ikke reagerer på det åbenlyse behov for at passe på de danske kyster. Analysen viser nemlig et klart behov for at ændre rammebetingelserne for, hvordan vi håndterer kystbeskyttelsen.
De danske kyster er truet af såvel erosion som oversvømmelse. Især de vestvendte jyske kyster, Nordsjælland og Bornholm er truet af kysterosion, men risikoen for oversvømmelse er størst omkring København, Køg Bugt, Lolland-Falster, Vestjylland og Vadehavsområdet.
Det er alvor, når befolkningstætte områder som for eksempel København og Køge Bugt-området er truet af oversvømmelser. Det er også alvor for den enkelte i mere tyndtbefolket område, når kyst-erosion og oversvømmelser truer med ødelæggelser og heraf økonomiske tab. Derfor skal analysen ikke ende i skuffen men føre til handling.
Der skal mod til
Den nye kystanalyse, som nu er offentliggjort af Miljø- og Fødevareministeriet, viser, at kyst-beskyttelse virker mest hensigtsmæssigt, hvis den etableres sammenhængende og over en større kyststrækning.
Det er efter Kystbeskyttelsesloven som udgangspunkt den enkelte grundejers ansvar at beskytte sin ejendom, men oversvømmelser og kysterosion kender ingen grænser, og selv om sammenhængende kystsikring er bedst, møder de fælles projekter ofte modstand fra enkelte grundejere – ofte på grund af finansieringen. Vi kommer derfor næppe udenom at se lovgiv-ningen og mulighederne for finansiering efter i sømmene.
Helt nødvendige kystsikringsprojekter må ikke trække ud i årevis, fordi der er protester fra enkelte grundejere. Man skal tage hensyn til den enkelte, men politikerne bør også have mod til at tage klagereglerne op til revision, for vi har set for mange eksempler i de senere år på at samfundsgavnlige projekter forsinkes på grund af chikaneagtige protester.
Løsning er mulig
For den enkelte grundejer kan et kystsikringsprojekt være en ganske stor udfordring, men for eksempel lykkedes det trods alt at finde en model, hvor grundejere af miljøhensyn tvinges til kloakering, så mon ikke man også kan finde en finansieringsmodel for kystsikringsprojekter.
Der er kun få tilfælde, hvor kommuner har gennemført helhedsløsninger, som de har mulighed for. Vi har derfor endnu til gode at se, at kommunerne over en bred kam kan planlægge og gennemføre og pålægge kystbeskyttelsesforanstaltninger for sammenhængende kyststrækninger. Der er dog ingen tvivl om, at den fremlagte kortlægning af klimaets påvirkning af de danske kyster snarest bør vil skubbe på i den retning.
