Kultur i byggeriet: Håndværkerne er blevet glemt

Det er på tide, at vi i branchen begynder at interessere os for alle mennesker i alle led af værdikæden, og ikke mindst håndværkerne, som i mine øjne er blevet taget for givet i alt for mange år.

Baggrund:

  • Kulturen i byggebranchen står for skud. Mange kritiserer kulturen for at have en for hård tone, være for uproduktiv, være ekskluderende over for minoriteter osv.
  • Med kritik alene kommer vi dog ingen vegne. Der er behov for en forståelse af, hvorfor de negative sociale handlemønstre gentager sig, og hvordan vi gør noget ved dem. Derfor er jeg i gang med et ph.d.-projekt om kultur i byggebranchen, hvor jeg søger at forstå bevæggrundene for de sociale mønstre, der tegner sig på byggepladserne.
  • Denne kommentar er den første i en række af indlæg, jeg skriver om kulturen i branchen til Dagens Byggeri.

Jeg har siden juni 2023 fulgt en række håndværkere på forskellige pladser i deres daglige arbejde og talt med dem om, hvordan de ser på deres arbejde og på branchen som helhed.

En sætning, jeg har hørt utallige gange er: “Sådan er det bare!”

Især når det kommer til snakken om den berygtede tone i branchen, forekommer det mig som en fælles sandhed, at den er der ikke noget at gøre ved.

Læs også: Fællesfonden: Hurtigt er ikke altid effektivt

Eksempelvis forklarede en tømrer på ca. 50 år mig: “Man er nødt til at acceptere en hård tone. Sådan er det bare. Det er folk, der godt kan lide at tale hårdt, der vælger at arbejde i byggeriet. Det må man bare finde sig i.”

Han fortalte mig dernæst, hvordan han græd hver eneste dag i sin læretid, fordi mester var hård. “Det var vel ikke rart?” spurgte jeg. “Nej, men han kunne jo ikke finde ud af at være anderledes. Sådan var det bare.”

Man accepterer altså bare de spilleregler, man oplever og får fortalt, og lærer at spille efter dem, om man kan lide dem eller ej.

Hård tone er en kollektiv sandhed

En hård tone er dog ikke det, jeg har oplevet mest af i mine observationer. Det har primært været gennem andenhåndsfortællinger. Tvært imod har jeg i langt højere grad mødt venlighed og imødekommenhed over for både mig og hinanden, selv på store pladser hvor ikke halvdelen kender hinanden.

Den dårlige tone kan i mine observationer begrænses til meget få personer. Men fortællingen om den hårde tone er en kollektiv sandhed, der hænger ved og bliver accepteret som en præmis for samarbejde, der kører i højt tempo.

Læs også: Godt at virksomheder må se listen over konkursryttere

Som en tømrer på omkring 30 år med ti års akkorderfaring sagde til mig: “Når der er penge involveret, og man gerne vil have ting til at ske, så bliver tonen hård. Sådan er det bare, når man gerne vil arbejde derudad”.

Højt arbejdstempo og en hård tone hænger altså sammen i mange håndværkeres selvopfattelse. Det betyder, at de sociale mønstre bliver negativt selvforstærkende, når man agerer ud fra en forestilling om, hvad, man tror, er det socialt acceptable. Og så er det nu engang bare nemmest at indordne sig.

Skakbrikker frem for individer

Jeg er nysgerrig på at forstå, hvorfor “Sådan er det bare”-mentaliteten står så stærkt. Især fordi jeg oplever håndværkere både inden for samme fag og på tværs af fag som en divers skare, hvis man ser bort fra køn. Jeg oplever stor forskellighed i tilgang til og motivation i arbejdet.

Derfor undrer det mig, at man til trods for diversiteten tillader kollektive sandheder at blive reproduceret. At man bare lader stå til.

Måske håndværkere ligefrem ikke selv kan se, at de er unikke individer. Nej, det er som om, at “Sådan er det bare” er et fælles skjold, man som håndværker tager på sig som forsvar mod en enorm magtesløshed over for de sociale og strukturelle mønstre, man accepterer som et rammevilkår for tilværelsen.

En magtesløshed over for en kollektiv forståelse, der reducerer håndværkere til en række skakbrikker frem for individuelle ressourcefulde mennesker med hver sine idéer, erfaringer og kompetencer.

Læs også: ESG-kompetencer har på kort tid fået afgørende betydning

Men jeg forstår godt magtesløsheden, for det er svært at gøre noget ved kultur; især hvis man føler, man står alene. Eller hvis de sociale strukturer er så indgroede, at man ikke selv kan se for sig, hvordan virkeligheden ellers kunne se ud.

Derfor er det i mine øjne et samlet branche- og samfundsansvar at stille spørgsmålstegn ved de “sandheder”, vi tager for givet om håndværkere.

Kulturen i branchen skabes af os alle. Det er på tide, at vi i branchen begynder at interessere os for alle mennesker i alle led af værdikæden, og ikke mindst håndværkerne, som i mine øjne er blevet taget for givet – eller måske endda er blevet glemt i det store billede – i alt for mange år.

Relateret indhold