Kaotiske lærlingeregler bør udskydes seks måneder

Vicedirektør Jakob Brandt, SMVdanmark. Pressefoto.
Vicedirektør Jakob Brandt, SMVdanmark. Pressefoto.

I stedet for at skabe nye lærepladser vil det nye praktikplads-AUB blot skabe store mængder administrativt bøvl. Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, AUB, straffer samtidig de virksomheder, der i forvejen tager mange lærlinge.

Det eneste ansvarlige er derfor at give AUB-ordningen et vrid mere og udsætte ikrafttrædelsen med seks måneder.

Det korte af det lange er, at systemet ikke er klart. Det er helt uholdbart, at virksomheder fra årsskiftet har skullet efterleve regler, som endnu ikke ligger fast, og som man helst skal være djøffer for overhovedet at forstå. Systemet vil desuden ikke virke i sin nuværende form.

Tvivler på effekt

Første januar trådte det nye praktikplads-AUB i kraft som et led i trepartsaftalen mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Målet er at få flere unge til at blive faglærte ved at belønne virksomheder, der tager flere lærlinge.

SMVdanmark tvivler stærkt på effekten, fordi omfordelingen fra virksomheder uden lærlinge til virksomheder med lærlinge er for lav. SMVdanmark foreslår derfor et langt enklere system.

Vi bakker varmt op om, at virksomheder med få eller ingen lærlinge skal støtte økonomisk op om de virksomheder, der tager et uddannelsesansvar. Men systemet rammer langt fra skiven i sin nuværende form, hvor man reelt kun belønner de virksomheder, der hidtil har unddraget sig deres uddannelsesansvar. En helt enkel præmie- og bonusordning til virksomheder for hver lærling, de tager, ville være et langt mere effektivt instrument og kan finansieres fuldt ud af de virksomheder, der ikke selv tager lærlinge.

Først til april modtager virksomheder det præcise tal for hvor mange lærlinge, virksomheden burde have.

I dag en uge efter reglernes ikrafttrædelse sender AUB, som er en del af ATP, breve ud til foreløbig 21.000 virksomheder i Nordjylland. Af brevene fremgår det, at man selv kan forsøge sig med en kompliceret beregning af hvor mange lærlinge, ens virksomhed skal have for at undgå at blive ramt af en ekstrabetaling.

Relateret indhold