Stort og hjerteligt tillykke til Dan Jørgensen, som, når nytårsklokkerne ringer det nye år ind, er Danmarks EU-kommissær på energi- og boligområdet. Udover at sikre det vigtige fokus på Europas energi står Dan Jørgensen nu i spidsen for en uhørt europæisk satsning på boligpolitikken som et værktøj til at gøre livet lettere for almindelige borgere i Europa.
For første gang nogensinde skal EU med Dan Jørgensen i spidsen nemlig udarbejde en plan for flere boliger i EU, der er til at betale. Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, anerkender i sit oplæg til Dan Jørgensens arbejde, at mange EU-borgere – herunder ikke mindst unge familier – lider under, at de ikke kan finde en betalbar bolig.
Som et led planen skal Dan Jørgensen fremlægge en strategi for, hvordan udgifterne til boligbyggeriet kan bringes ned, og hvordan arbejdsstyrken kan opnå nye kompetencer. Alt samtidigt med at der skal tages mere hensyn til miljøet.
Ny EU-kommission skal sætte fart på den grønne omstilling
Dan Jørgensen skal også have fokus på, hvordan man kan tiltrække flere private og offentlige investorer, der kan sikre flere billige boliger. Dette arbejde skal ske i samarbejde med den europæiske investeringsbank.
Arbejdet skal munde ud i en tilladelse til de europæiske lande, så de kan skyde likviditet direkte ind i boligmarkedet. Det ambitiøse mål er at fordoble investeringerne i billige boliger over hele Europa.
Nye tal: Produktiviteten i byggeriet bevæger sig i sneglefart
Endelig vil Dan Jørgensen stå i spidsen for EU’s initiativer, der skal styrke energieffektivitet på boligområdet og formulere forslag, der støtter den almene boligsektor.
Boligpolitik er i dag et nationalt anliggende for de enkelte medlemsstater i Europa. Men med den nye kommission, som snart begynder sit arbejde, tager EU for første gang livtag med det store problem, som boligpriserne er i alle de europæiske lande.
Stater og private skal sættes fri
Billige boliger, nedbrydning af barriere på boligområdet, styrket almen sektor og partnerskaber mellem alle aktører på boligområdet er alle danske værdier, som resten af Europa nu får glæde af.
Ikke mindst Ursula von der Leyens prioritet af at skaffe flere likvide midler til at udvikle boligområdet er positivt. Alt for længe har vi tænkt i ’dem og os’, når det handler om bygge- og ejendomssektoren.
Men der er brug for alle boligtyper i EU – almene, private udlejning, ejerboliger, andelsboliger og fleksible boliger. Både stater og private skal sættes fri, så de kan bidrage til den nødvendige udvikling af boligmassen i alle EU-lande.
Utrygge tider får danske virksomheder til at øge sikkerheden
Vi må regne med, at nogle aktører på boligområdet i den kommende tid vil brokke sig over, at EU nu vil drive boligpolitik.
Til dem er svaret, at vi må se fakta i øjnene: Problemet med de høje boligpriser angår alle EU-lande, og vi kan ikke isolere os i Danmark. Vi er en åben økonomi og tænk blot på, hvor mange nationaliteter, der er beskæftiget med boligbyggeri herhjemme.
Det er en kæmpe fordel, at Danmark har fået ansvaret for EU’s boligpolitik netop nu, hvor regeringen forbereder sine boligpolitiske udspil.
Følger regeringen op med nytænkning, regelforenkling og aktivt partnerskab får vores nye kommissær endnu flere muligheder for at gøre sin kommissærtid til den succes, Europas befolkning fortjener.