Installationsbranchen holder lærlingeskansen

Tina Voldby er underdirektør hos Tekniq Arbejdsgiverne. Pressefoto.
Tina Voldby er underdirektør hos Tekniq Arbejdsgiverne. Pressefoto.

Landets el- og vvs-installationsvirksomheder holdt også dørene på vid gab for nye lærlinge de første 11 måneder i 2019. Det fremgår af helt nye tal fra Børne- og undervisningsministeriet, som til gengæld viser en tilbagegang for de øvrige byggeuddannelser på 8,4 procent og for alle erhvervsuddannelser på 3,4 procent i forhold til samme periode året før.

Vi er meget glade for og stolte over, at installationsbranchen har formået at holde det meget høje niveau, når det gælder antallet af nye uddannelsesaftaler. Det skal ses i lyset af, at man over de seneste fem år har oplevet en vækst i antallet af nye lærlinge i branchen på næsten 70 procent. På den baggrund er det ganske godt gået, at man har kunnet holde status quo i 2019.

Tallene viser en lille stigning på el-området på 0,6 procent og et beskedent fald hos vvs på 1,6 procent, hvilket tilsammen giver præcis det samme antal indgåede uddannelsesaftaler som i 2018.

Det er også værd at bemærke, at det samlede antal lærlinge i branchen faktisk er steget med 6,5 procent i forhold til året før, hvilket igen er ganske imponerende med tanke på den store vækst på også dette område de senere år – og i forhold til at praktikbestanden på de øvrige byggeuddannelser faktisk er faldet med 1,6 procent.

Nedgang på industriuddannelser

Mens det altså stadig går godt med antallet af nye lærlinge i installationsbranchen, ser billedet noget mere gråt ud hos industriuddannelserne for smede og industriteknikere. Her oplevede man i 2019 et fald i antallet af indgåede uddannelsesaftaler på henholdsvis 11,7 og 12,8 procent.

Det er yderst problematisk med tanke på, at vi virkelig har brug for at styrke strømmen af nye dygtige medarbejdere med tekniske kompetencer til industrien de kommende år.

Selvom den del af vores medlemsvirksomheder, der opererer indenfor netop disse fag, de seneste fem år også har oplevet en vækst i antallet af nye lærlinge på op mod 70 procent – mod 21 procent generelt – så tyder de nye tal på, at der helt overordnet er brug for, at industrivirksomhederne tager langt flere lærlinge, end det er tilfældet i øjeblikket.

Derfor lancerede Tekniq Arbejdsgiverne sidste år en særlig kampagne overfor virksomhederne under overskriften “Tag en ekstra lærling” med materialer om lærlingeforløb og gode råd, når man ansætter en lærling. En kampagne, der også kommer til at køre hele 2020.

Relateret indhold