Ofte udføres og afsluttes byggeopgaver i etaper, således at fagentreprenøren i princippet skal udføre den samme opgave over flere omgange.
Hvordan kan erfaringer fra tidligere etaper påvirke bygherrens mangelskrav mod entreprenøren for senere etaper? Dette spørgsmål belyses i en nylig voldgiftskendelse gengivet i TBB 2020.67.
Udførelse i etaper
Kendelsen omhandlede gulvbelægninger (fagentreprise). Under udførelsen af 1. etape opstod problemer med lunker i betonen, hvorfor entreprenøren ilagde et armeringsnet i det øverste betonlag ved udførelsen af 2. etape.
Forud for 3. etape konstateredes en gentagen buledannelse, der skyldtes fugtopstigning og kunne være undgået ved indlæggelse af en fugtspærre. Der forelå ikke indikationer af, at bulerne var naturligt forekommende, forbigående eller skyldtes grundlæggende konstruktionsproblemer.
Entreprenøren og bygherren indgik alligevel en aftale om udførelse af 3. etape – uden at ændre udførelsesmåden fra 2. etape og uden at have undersøgt årsagen til buledannelsen.
Det burde have stået bygherren klart, at der forelå et konstruktionsmæssigt problem med gulvbelægningen. Omvendt var entreprenøren den professionelle part, hvorfor konstruktionsproblemerne i mindst samme omfang måtte have stået denne klart. Spørgsmålet var derfor, hvilken part skulle afholde udgifterne til udbedringen.
Voldgiftsretten fandt, at bygherren – inden aftaleindgåelsen vedrørende 3. etape – burde have iværksat nærmere undersøgelser til konstatering af årsagen bag forekomsten af buler i betongulvene, mens entreprenøren burde have indset, at konstruktionen behøvede en fugtspærre. Der var fejl på begge sider.
Bygherrens manglende undersøgelse af årsagen til de under udførelsen af 2. etape forekommende buler i betongulvet bevirkede, at bygherrens krav på betaling af afhjælpnings-omkostninger vedrørende 3. etape nedsattes med en tredjedel som følge af “egen skyld”.
Bygherren har således en handlepligt. Afgørelsen er helt i overensstemmelse med alminde-lige erstatningsretlige principper.
