God anledning til at innovere bæredygtigt byggeri

Adm. direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre. Pressefoto.
Adm. direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre. Pressefoto.

Den 9. oktober danner København rammen for byernes klimakamp, nemlig C40 World Mayors Summit 2019. C40 er kort fortalt et globalt netværk bestående af 94 af verdens største byer og førende byer på klimaområdet. Byerne er gået sammen for at reducere CO2-udledningen samt belyse bæredygtige løsninger og innovation.

C40 er skabt i erkendelse af, at byerne spiller en afgørende rolle i klimakampen. Samtidig er de største byer centrum for økonomi, vækst og innovation og har dermed muligheden for at påvirke samfundet i en mere bæredygtig retning.

Nu er København jo ikke en megaby, men til gengæld er vi innovative og i 2017 flyttede hovedkvarteret til Frederiksholmskanal og København blev medlem af den 12 mand store styregruppe for netværket. Det kan vi godt være stolte af.

Til C40 vil den nyeste viden, erfaringer og værktøjer blive delt, og der vil blive fulgt op på tidligere aftaler. Hos Danske Byggecentre bakker vi op om C40s arbejde for mere bæredygtige byer, og vi glæder os over muligheden for, at København kan fremvise danske løsninger og tiltag på klimaproblemet.

Det er virkelig stort for Danmark, at København er værtsby for et internationalt klimaevent som C40 World Mayors Summit 2019, det sætter os på verdenskortet og viser, at vi er på rette vej. Hos Danske Byggecentre støtter vi visionerne, og jeg håber, at dette vil sætte yderligere fokus på innovation og den bæredygtige omstilling her i landet.

Vi glæder os i Danske Byggecentre til at udveksle erfaringer og lære fra andre aktører i byggebranchen og ser frem til, at bæredygtige tiltag i byerne vil opleve øget opmærksomhed også for byggebranchens vedkommende.

Relateret indhold