Erhvervslivets bilinvesteringer i overhalingsbanen

Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.
Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri. Foto: Ricky John Molloy.

Ifølge Danmarks Statistik har bilsalget til erhvervslivet kørt i højt gear både i 2014 og 2015, men ser ud til at blive overgået i 2016. Fra juli 2015 til juni 2016 er der nyregistreret 89.900 personbiler i erhvervslivet. Det indebærer en kraftig stigning på 14,8 pct. i forhold til de foregående 12 måneder. For varebilerne er der også tale om en markant stigning på 14,2 pct. det seneste år, men her dog fra et lavere udgangspunkt.

Der er 35.500 erhvervsdrivende, som har valgt at investere i en ny varebil i løbet af det seneste år, og den fortsatte fremgang i erhvervslivets investering i nye biler indikerer en pæn tro på fremtiden, også i bygge- og anlægsbranchen.

Danmarks Statistiks opgørelse af bilsalget til erhverv er formelt set ikke opdelt på brancher. Men det er velkendt, at bygge- og anlæg er den af de større brancher, som efterspørger flest varebiler og er mest afhængig af bilens mobilitet, både til transport til og fra kunder samt til værktøjs- og materialeopbevaring.

Favorabel leasing

Det er varebiler mellem to og tre tons, der sælges flest af – ca. 15.600 i de seneste 12 måneder – og det er den mest udbredte biltype blandt de små og mellemstore lokalt baserede håndværksvirksomheder, der udgør rygraden af det danske erhvervsliv.

En vigtig faktor bag stigningen i erhvervenes nyanskaffelse af biler er, at det er blevet mere favorabelt at lease nye biler. Man bør derfor være påpasselig med at sammenligne i forholdet 1:1 i forhold til tiden før finanskrisen. I dag er således godt 72 pct. af de nyregistrerede personbiler til erhvervene leasede. Til sammenligning var den tilsvarende procentandel i 2007 og 2008 omkring 50 pct.

Når antallet af nyregistrerede biler i erhvervslivet i 2016 har lagt sig ud i overhalingsbanen, skyldes det både stigende leasingtilbøjelighed og forbedrede økonomiske konjunkturer. For alt andet lige, kræver det en positiv økonomisk fremtidsforventning, før en virksomhed investerer i en ny bilpark.

Relateret indhold