Både EU-Kommissionen og den danske regering har været klare i mæglet om ambitionen om hurtigst muligt at komme af med importen af naturgas fra Rusland.
Hver dag med import af russisk energi er en dag for meget. I første omgang skal vi overveje, om vi behøver at bruge så meget energi, som vi gør i dag.
Vores beregninger viser, at selv små adfærdsændringer kan have stor effekt.
Effektivt energiforbrug er en nøgle
Samtidig skal vi have sat yderligere skub på energieffektiviseringer i både industri, private og offentlige bygninger. Bedre adgang til viden og finansiering kombineret med større ambitioner for at mindske energispildet kan tage os et langt stykke ad vejen til frihed fra Putins gaslænker.
Ruslands overfald på Ukraine har sat gang i en lavine af europæiske ambitioner om en energiforsyning uafhængig af Rusland. Ifølge EU-Kommissionen, der tidligere på måneden fremlagde sin plan for at udfase import af russisk gas, er nøglerne alternative energileverandører, mere grøn energi og mere energieffektivitet.
Den analyse er Synergi enig i. Beslutter EU f.eks. at følge den danske MEP Niels Fuglsangs forslag om et europæisk energieffektiviseringsmål på 45,5 % (primært forbrug), kan energieffektivitet alene frigøre EU for godt tre fjerdedele (29 % af den samlede gasimport, hvoraf 40 % kommer fra Rusland) af gasimporten fra Rusland i 2030.
En række måder at nå målet
Synergi har samlet 13 energieffektive initiativer, der kan reducere importen af russisk gas på både kort og lang sigt.
Forslagene dækker bl.a.:
– Adfærdsændringer.
– Tekniske forbedringer, f.eks. udskiftning af termostater.
– Rådgivning og finansiering af både private og industrielle energieffektiviseringer.
– Et styrket kommunalt fokus på energibesparelser via både fjernvarme og bygningsrenoveringer.
– Minimumskrav til eksisterende bygninger.
På kort sigt er det afgørende at få skåret toppen af energiforbruget ved f.eks. at sænke temperaturen manuelt eller teknologisk. Sænkes temperaturen med bare én grad i bl.a. boliger og butikker, vil det resultere i et fald i gasimporten på hele 8 %.
Kombineres initiativet med en målrettet energieffektiviseringsindsats i bl.a. industri og bygninger, der resulterer i et 5 % lavere energiforbrug, vil gasimporten samlet sænkes med 21 %, svarende til ca. to tredjedele af den samlede gasimport fra Rusland.
Mange lavthængende frugter
Vi skal i både Danmark og EU rykke hurtigt og skære så meget som muligt med det samme. Realistisk bliver vi ikke uafhængige af Rusland i morgen, men vi kan gøre rigtig meget allerede nu.
Fordelen ved at mindske energispildet i bygninger og industri er, at der er masser af lavthængende frugter, og at investeringen er helt eller delvist selvfinansierende.
Særligt med de ekstremt høje energipriser kan tilbagebetalingstiden på energieffektivitet være ekstremt kort.