Landets malermestre har haft gang i ruller, pensler og tilbudsgivning i andet halvår af 2020. Malervirksomhederne har oplevet en helt ekstraordinær fremgang i omsætningen i 2. halvår 2020, hvor over halvdelen af virksomhederne har oplevet fremgang i omsætningen.Hvor kun netto tre procent af virksomhederne forventede en omsætningsfremgang i starten af halvåret, endte det med, at netto 51 procent af virksomhederne havde fremgang i omsætningen i 2. halvår 2020.
Der har været fremgang hos stort set alle kundegrupper, men især de private husstande har tegnet sig for en stor fremgang i 2. halvår. Vi mener, at det skyldes, at danskerne har sparet masser af penge på rejser og andre oplevelser på grund af coronarestriktionerne – og derfor har de haft penge til at få gjort noget ved hjemmet. De har set forbedringsmulighederne, fordi de har opholdt sig meget derhjemme under coronaen.
Mindre forventninger til 2021
Forventningerne til 1. halvår 2021 er til gengæld ikke så positive. De fleste virksomheder forventer en uændret omsætning, men der er en overvægt af virksomheder, der forventer en nedgang i omsætningen i forhold til de virksomheder, der forventer vækst. Netto 12 procent af virksomhederne forventer en faldende omsætning. De fleste – 58 procent – forventer dog en uændret omsætning.
Forventningerne er formentligt påvirkede af den nuværende, langvarige nedlukning af Danmark. Som bekendt er byggeriet ikke lukket ned, men det er klart, at den økonomiske nedgang, der følger af nedlukningen, også vil få betydning for malerfaget.
Problemer med arbejdskraft
Undersøgelsen viser, at mange malervirksomheder er begrænsede af mangel på arbejdskraft. I efteråret 2020 var det helt op til 41 procent af virksomhederne, der angav at deres produktion var begrænset af adgangen til arbejdskraft.
Desværre er det vanskeligt for mange malervirksomheder at finde den rigtige arbejdskraft. Hele 19 procent af virksomhederne siger, at de i mere end halvdelen af tilfældene må afskedige nyansatte malersvende umiddelbart efter ansættelsen. De vigtigste forklaringer på dette er for ringe kvalitet af det udførte arbejde, for lavt et arbejdstempo og for meget fravær.
Malermestre har medansvar
Ifølge undersøgelsen er disse problemer blevet værre inden for de sidste tre til fire år. Mange virksomheder – 60 procent – peger dog på, at de har et medansvar for denne udvikling. Og så har manglen på arbejdskraft nok også gjort, at malerfagets ledere ikke har haft ressourcer til at gøre noget ved problemerne.