Det kræver en fælles indsats at sikre flere faglærte

Underdirektør Tina Voldby, Tekniq. Pressefoto.
Underdirektør Tina Voldby, Tekniq. Pressefoto.

Det går godt i installationsbranchen, når det gælder om at skabe plads til stadig flere lærlinge på vvs-energiuddannelsen og elektrikeruddannelsen.

Ja, faktisk går det fuldstændig forrygende. Det understreges af helt nye tal fra Undervisningsministeriet, som viser, at de danske installationsvirksomheder i årets første syv måneder har indgået hele 17,3 procent flere uddannelsesaftaler i forhold til samme periode året før – 31 procent flere på vvs-energiuddannelsen og 12,6 procent på elektrikeruddannelsen.

Brug for flere hænder

Det er ekstremt positivt og meget imponerende – især i lyset af at 2017 i forvejen var et rekordår, når det gjaldt antallet af nye lærlinge i branchen. Det skyldes blandt andet, at der er godt gang i ordrebøgerne både i byggebranchen generelt og i installationsbranchen i særdeleshed. Men samtidig er det udtryk for, at virksomhederne tager deres ansvar alvorligt, når det gælder om at sikre den fremtidige strøm af dygtig, faglært arbejdskraft.

Og der er brug for alle de hænder, vi kan trække ind på erhvervsuddannelserne. Derfor er det også godt at se, at kvinderne så småt begynder at få øjnene op for de muligheder, især elinstallationsbranchen rummer. Ifølge de nye tal fra Undervisningsministeriet har hele 33 procent flere kvinder således valgt en fremtidig karriere som elektriker. Det er en udvikling, vi skal både understøtte og styrke fremadrettet. Derfor har bl.a. Tekniq søsat projektet BossLadies, som skal sikre, at flere kvinder i fremtiden vælger en uddannelse indenfor installations- og byggebranchen.

Fortsat stor udfordring

Samtidig kan vi se, at optaget på de tekniske installationsuddannelser er vokset markant – ikke mindst takket været en omfattende informationsindsats, der har fået flere dygtige unge til at droppe den gymnasiale vanetænkning, når de skulle vælge uddannelses- og karrierevej.

Det lyder jo alt sammen meget godt. Men desværre har vi fortsat en stor udfordring, når vi skal have dækket det stadig voksende behov for flere elektrikere.

For selvom branchens virksomheder konstant sætter nye rekorder for antallet af lærlinge, viser de nyeste tal, at der stadig er 442 elektrikerlærlinge i skolepraktik på landets erhvervsskoler. Tallet er særlig højt i juli måned, men almindeligvis har det i 2017 og 2018 ligget på ca. 320. Derfor er der brug for, at flere brancher, som beskæftiger faglærte elektrikere, i langt højere grad hjælper med til at uddanne de lærlinge, der er så hårdt brug for både nu og i fremtiden.

Alle skal tage ansvar

Hidtil har elinstallatørerne stået for at uddanne langt den overvejende del af landets elektrikerlærlinge kun for efterfølgende at se en stor del af dem blive opslugt af andre virksomheder – det kan eksempelvis være industri-, offshore-, forsynings- og televirksomheder.

Derfor må det også være mere end rimeligt, at de brancher, som hidtil har nydt godt af elinstallatørernes store indsats, begynder at tage ansvar og er med til at uddanne fremtidens faglærte elektrikere.

Det manglede da bare!

Relateret indhold