Det haster med at relancere 2025-planen

Cheføkonom Bo Sandberg. Foto: Ricky John Molloy.
Cheføkonom Bo Sandberg. Foto: Ricky John Molloy.

Danmarks Statistik har offentliggjort nye tal for antallet af offentligt forsørgede. Korrigeret for sæsonudsving var der i 3. kvartal 741.000 offentligt forsørgede. Det er ca. 6.000 færre end det foregående kvartal og ca. 23.000 færre end for et år siden.

741.000 på offentlig forsørgelse svarer til 21 procent af de 16-64 årige. Til sammenligning er de tilsvarende tal i Sverige og Tyskland 15-16 procent af de 16-64-årige. Så i den statistik slås vi fortsat med fortidens synder, hvor vi i de gode tider i 00’erne forsømte strukturreformer.

Tilbagetrækningsreformerne virker, og i de seneste to-tre år har statistikken for offentligt forsørgede også fået en håndsrækning fra de økonomiske konjunkturer. Dansk økonomi bevæger sig entydigt i den rigtige retning, om end i et moderat tempo. Vi er nu rykket godt og vel frem til start, og der er marginalt færre på offentlig forsørgelse end i 2008, da finanskrisen satte ind, siger Bo Sandberg.

Vigtigt reformspor

Dansk Byggeri forventer, at det gradvise fald i antal offentligt forsørgede vil fortsætte i de kommende år. I løbet af en kort årrække vil der dog næppe være meget mere at hente fra konjunkturerne, og samtidig begynder der også så småt at være knaphed på den fornødne kvalificererede arbejdskraft, hvilket gør det så meget desto vigtigere at fortsætte de senere års strukturelle reformspor.

Det haster for den nye regering med at få relanceret en 2025-plan, der som minimum bør indeholde en fremrykning af højere pensionsalder, personskattelettelser målrettet de beskæftigede og anvendelse af best practice blandt kommunerne på førtidspensionsområdet. Alt sammen for at fastholde de beskæftigede på arbejdsmarkedet og flytte mennesker væk fra passiv forsørgelse.

Relateret indhold