Finansloven for 2024 er indgået mellem regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – alle folketingets partier undtaget Enhedslisten.
Når alle skal have en luns i Finanslovsaftalen for 2024, så bliver resultatet en bred gang leverpostej, som alle kan se sig selv i. På den måde ændrer den ikke rigtig ved noget. Især ikke for erhvervslivet.
Læs også: SMVdanmark: Finansloven rammer godt – men mangler 2 vigtige tiltag
Vi kæmper stadig med masser af bureaukratiske byrder for virksomhederne, som jeg godt ville have haft fokus på. Som virksomhedsejer skal du bruge alt for meget tid og energi på ting, der ikke handler om at drive virksomhed. Vi har også lavere selskabsskat på ønskesedlen for dansk erhvervsliv. Vi er slet ikke i mål med at forbedre erhvervslivets vilkår.
Men måske var det lige lovlig optimistisk, at finansloven ville gå erhvervslivets vej efter aftalerne om ny folkeskolereform, hvor der er lagt mere vægt på teknologi-valgfag, erhvervspraktik og juniormesterlære et par gange om ugen for de ældste elever. Ligesom der også er afsat penge til et økonomisk løft af erhvervsskolerne.