Danmark kan score kassen på virksomhedspraktik

Lise Daldorph er afdelingsleder for eksport og internationalisering i Arbejdsgiverne. Pressefoto.
Lise Daldorph er afdelingsleder for eksport og internationalisering i Arbejdsgiverne. Pressefoto.

Vi har i Danmark masser af potentiale til at skabe mere vækst. Vi har masser af virksomheder med den helt rigtige arvemasse. Men det er en stor udfordring for mange at flytte sig et skridt videre op i værdikæden. Kan vi hjælpe virksomhederne lidt mere på vej, er det i alles interesse.

For det første må krav, regler og betingelser ikke blive en hindring for at drive virksomhed. Det forhold kan sagtens tåle mere politisk bevågenhed. Dernæst bør der rettes et kritisk blik på, hvorvidt at alle de gode intentioner, projekter og tilbud, der kastes penge efter, faktisk giver den støtte, som virksomhederne har brug for.

Ofte mangler virksomhederne ikke støtteprogrammer og konsulenttimer. I stedet kunne man overveje at belønne større eller mere erfarne virksomheder, der vil tage mindre og uerfarne virksomheder ‘i lære’. Virksomheder, der er villige til at dele erfaring, svare på spørgsmål og måske ligefrem dele deres netværk.

Konkrete problemer

Når virksomheder kører fast, handler det ofte om helt konkrete problemer, som ‘Hvordan får jeg denne tilladelse?’, eller ‘Hvem skal jeg snakke med om godkendelse af mit produkt?’ eller ‘Hvem ved noget om X på marked Y?’. Vi har i Arbejdsgiverne flere gange parret en mindre og uerfaren virksomhed med en større og mere erfaren virksomhed blandt vores medlemmer. Det giver resultater med det samme.

Og ofte er det ikke engang nødvendigt med en belønning til læremesteren. For ham er det en belønning i sig selv at have et netværk af kvalificerede underleverandører, der er villige til at hjælpe ham. For eksempel til at køre seriestørrelser der er anderledes end det, hans egen produktion er sat op til.

Men det er vigtigt, at den lærevillige virksomhed først og fremmest er klar over, hvor dens styrke er og dernæst ser kritisk på sig selv, sit produkt og sine kunder. Og så skal virksomheden turde give lidt af dig selv. Det, virksomheden skal undgå, er at køre fast i gamle vaner og myter som ‘Det plejer vi’, ‘Det er kunden der bestemmer’ og ‘Prisen er det vigtigste’. Og allerværst – at tro, at deres succes afhænger af andre. Man skal lære af andre, men det er dig selv, der sidder ved rattet.

Relateret indhold