Budget 2017 fremtidssikrer København

Søren Tscherning er formand for Dansk Byggeri i Hovedstaden.
Søren Tscherning er formand for Dansk Byggeri i Hovedstaden.

Der er netop kommet hvid røg op fra Københavns Rådhus, hvor politikerne er blevet enige om næste års budget. Et budget, som bærer præg af, at politikerne har forsøgt at imødekomme de udfordringer, som ligger og venter enten lige rundt og hjørnet eller lidt længere ude i fremtiden.

For eksempel flytter der næsten tusind nye borgere til hovedstaden hver eneste måned, og derfor er der sat penge af til at bygge ungdomsboliger, almennyttige boliger og boliger til flygtninge, ligesom politikerne også har sat penge af til at investere i cykelstier, veje, pladser og idrætsfaciliteter. Det er nødvendigt, når der kommer så mange nye mennesker til kommunen.

Det glæder mig også, at politikerne har set behovet for at gøre noget ved ventetiden på en byggetilladelse, det er tiltrængt, og jeg ser frem til, at sagsbehandlingen bliver hurtigere, så vi hurtigere kan komme i gang med de mange byggerier, som både kommunen selv, borgere og andre investorer har på tegnebrættet.

Dækningsafgift bør udfases

Politikerne kunne med fordel også have set kritisk på de over 900 millioner kroner, som kommunen hvert år opkræver i dækningsafgift hos de erhvervsdrivende. Det er mange penge, og jeg havde håbet, at politikerne ville gå samme vej, som vi ser andre steder i landet, hvor afgiften gradvist nedsættes for til sidst at blive udfaset.

Til gengæld glæder jeg mig over, at politikerne er blevet enige om at afsætte midler til fremadrettet at gøre en ekstra indsats for at finde praktikpladser til unge, der er i gang med en erhvervsuddannelse. Jeg håber, at det kan få politikerne til at se positivt på muligheden for at skifte sociale klausuler ud med en partnerskabsaftale med Dansk Byggeri. Her arbejder vi med stor succes i andre kommuner med netop at skabe praktikpladser på både offentlige og private byggepladser samtidig med, at vi laver en særskilt indsats i folkeskolerne med at fortælle eleverne om de mange muligheder en erhvervsuddannelse giver.

Relateret indhold