Beskæftigelsen stiger stadig i installationsbranchen

Underdirektør Tina Voldby, Tekniq Arbejdsgiverne. Pressefoto.
Underdirektør Tina Voldby, Tekniq Arbejdsgiverne. Pressefoto.

Der er stadig godt gang i ordrebøgerne hos de danske installationsvirksomheder – og det kan aflæses i beskæftigelsen. Ifølge helt nye tal fra Danmarks Statistik var der i alt 48.348 ansatte i installationsbranchen i 3. kvartal 2019, hvilket er en vækst på 1,7 procent i forhold til samme tidspunkt året før.

Det understreger også, at virksomhederne, trods en meget lav ledighed, har været i stand til at tiltrække medarbejdere – dels ved at tage flere lærlinge og dels ved at ansætte både ufaglærte og udenlandsk arbejdskraft. Samtidig har man formået at trække nogle af de medarbejdere tilbage, som ellers var søgt mod andre brancher.

Stor forskel på el og vvs

Tallene overgår Tekniq Arbejdsgivernes egne forventninger for året, som forudser en vækst i beskæftigelsen på 1,5 procent.

Der er dog stor forskel på, om man kigger på el- eller vvs-branchen. For mens elbranchen har retning mod en beskæftigelsesrekord igen i år med en stigning på 4,6 procent i forhold til samme periode sidste år, så er vvs-branchens beskæftigelse 2,8 procent lavere. Vvs-branchen har dermed stadig et stykke vej til toppen i 2007, hvor den havde 19.500 beskæftigede.

Det skyldes nok primært, at det ikke mindst i vvs-branchen er ganske svært at finde medarbejdere med de rette kompetencer. Derfor er det også helt afgørende, at vi fortsætter arbejdet med at sikre den fremtidig strøm af dygtige faglærte, hvis ikke manglen på arbejdskraft skal udvikle sig til en alvorlig stopklods for virksomhedernes vækst.

Relateret indhold