Et emne på Building Green
- Man kan se meget mere til Dorte Mandrup på Building Green 28. oktober.
- Det foregår online – i foredraget: “Æstetik og videnskab går hånd i hånd”.
- Det bliver streamet live onsdag 28. oktober klokken 9.30.
- Link til tilmelding findes i bunden af denne artikel.
Bæredygtigt byggeri er blevet et buzzword. Flere og flere lægger sig i selen for at finde bæredygtige løsninger til byggebranchen, og det er fantastisk.
Men fra Dorte Mandrup, arkitekt MAA og ejer af tegnestuen Dorte Mandrup A/S skal lyde en advarsel mod, at vi udråber bestemte byggemetoder og materialer til at være særligt bæredygtige.
– Vi må ikke lade følelser og buzzwords styre os. Jeg synes, det er dejligt, at det er blevet muligt at arbejde med træ, bygge med upcyclede materialer og designe bygninger til adskillelse. Jeg er for det hele, lyder det blandt andet fra stjernearkitekten, der kan opleves live på Building Green 28. oktober.
– Men vores valg skal være båret af evidens. Der er ingen lette svar på bæredygtighed. Det er kompliceret og omfattende, så vi må holde de hurtige svar stangen og undersøge alt til bunds, før vi vælger materialer og design.
Evidens fremfor intuition
– Jeg har flere gange oplevet, at det, der intuitivt syntes mest bæredygtigt, ikke var så grønt, da alle mellemregninger blev regnet igennem, siger Dorte Mandrup.
På Isfjordscentret i Ilulissat i Grønland ville tegnestuen oprindeligt bygge et træhus for at mindske CO2 aftrykket. Men materialet var ikke så grønt endda, da alle forhold blev gennemanalyseret.
– Vi fandt eksempelvis ud af, at vi skulle transportere en uforholdsmæssig stor mængde containere med træ til Grønland. Træet holder heller ikke så godt på grund af det ændrede arktiske klima. Vi endte derfor med en hybrid af træ og stål, som mindskede mængden af materialer, som skulle transporteres, siger arkitekten.
Fleksibilitet og generøsitet
Sagen viser, at det handler om at forstå konteksten, materialerne og de sociale forhold på stedet, hvis projektet skal være virkelig bæredygtigt. Det giver mening at bygge med upcyclede materialer, hvis der er en gammel betonbygning på grunden, der kan genanvendes.
– Upcycling i sig selv må ikke blive et dogme, ligesom træ ikke er det bedste byggemateriale i alle sammenhænge. Jeg vil nemlig hellere vil bygge noget, som kan holde i 100 år end noget, som skal skilles ad om 50 år.
– Hvis vi superoptimerer vores bygninger, er de svære at bruge, når behovene ændrer sig. Tag vores parkeringshuse, som har så lavt til loftet, at de kun kan bruges til en ting. Hvad skal vi bruge dem til om 50 år, når vi ikke længere har så mange biler?
Derfor har tegnestuen tegnet et blandet bolig- og erhvervsbyggeri i Göteborg ved navn Kromet. Bygningen bliver bygget i træ og genbrugsbeton med samme loftshøjde på alle etager, så det er muligt at ændre funktion i fremtiden.
– Lejlighederne har fået en meget mere generøs loftshøjde end normalt, så de kan transformeres til andre funktioner. Vi har jo set, hvordan de gamle industribygninger har vist sig at være virkelig ideelle til transformation, fordi konstruktionerne er enkle, og der er højt til loftet. Det har gjort det muligt at skifte funktionen over tid.
– Den tankegang taler vi meget med vores bygherre om. Vi skal ikke superoptimere alting økonomisk. Hvis vi er generøse i vores arkitektur, bygger vi bæredygtigt til fremtiden, afslutter Dorte Mandrup.
Man kan høre nærmere om Dorte Mandrups holdninger til det bæredygtige byggeri på Building Green 28. oktober, når hun står bag oplægget: Æstetik og videnskab går hånd i hånd. Link til tilmelding findes her.