Bæredygtighed og kvalitet bør vægte tungere i offentlige udbud

Byggebranchen i Danmark står ved en skillevej, og det er på tide, at vi rykker os mod en mere langsigtet tilgang, hvor vi ikke kun ser på den umiddelbare økonomiske besparelse, men på de samlede omkostninger og miljøpåvirkning over en hel livscyklus.

I dag er prisen den faktor, der oftest afgør, hvilken løsning der vælges i offentlige udbud. Snævert fokus på laveste pris er et kortsigtet valg, som kan have katastrofale konsekvenser på lang sigt for både økonomien og klimaet. Den ærgerlige konsekvens af, at vi vælger de billigste løsninger, er, at de på sigt kan koste langt mere i vedligeholdelse, reparation og drift. Det gælder ikke mindst indenfor varme- og energiløsninger, hvor den umiddelbare besparelse på investeringen kan være fristende, mens de langsigtede omkostninger og miljøpåvirkninger ofte overses.

Læs også

Almene boliger kan styrke både by- og land

Mange offentlige bygherrer er fanget i en priskonkurrence, hvor de ikke har mandat til at vælge mere bæredygtige løsninger, fordi de ikke umiddelbart kan konkurrere med billigere alternativer. Fjernvarmeprojekter og andre lignende løsninger, som har et højere startbudget, bliver derfor ofte udskudt eller helt annulleret. De billigste løsninger, der ikke tager højde for bæredygtighed, vælges i stedet, og vi står tilbage med en infrastruktur, der både er dyrere at vedligeholde og mere ressourcekrævende på sigt.

Skru op for livscyklusanalyser og totaløkonomi

Hvis vi vil skabe en bæredygtig fremtid, er det nødvendigt, at vi ikke kun ser på den indledende investering, men vurderer løsningerne ud fra deres totale livscyklus. Derfor er nødvendigt at integrere livscyklusanalyser og totaløkonomi som en fast del af offentlige udbud. Det vil sikre, at vi ser på løsningerne som en investering i fremtiden frem for en simpel engangsudgift, der kun tages højde for etableringsomkostningerne.

Læs også

Alle må bidrage, hvis udbuddet skal op

Hos Wavin har vi set det gang på gang: Høj kvalitet og miljøvenligere materialer giver ikke kun lang levetid, men reducerer også de samlede driftsomkostninger.

Når vi ser på den samlede omkostning over en længere periode – altså totaløkonomien – står det klart, at de umiddelbart ’dyre’ løsninger ikke nødvendigvis er dyrere i det lange løb. Faktisk er de ofte billigere, når man ser på vedligeholdelse, drift og energieffektivitet.

Desværre er det en gevinst, der oftest bliver overset, fordi mange udbud kun fokuserer på den initiale pris.

Udbudsloven understøtter, men praksis halter

Udbudsloven blev senest opdateret i 2024 med fokus på at fremme mere bæredygtige valg, men vi ser desværre stadig, at mange offentlige bygherrer ikke udnytter lovens fulde potentiale. Selvom loven giver mulighed for at vægte bæredygtighed højere i udbud, bliver det stadig ofte den billigste løsning, der vinder. Det betyder, at mere bæredygtige løsninger og langsigtede investeringer, der kunne have store gevinster på sigt, bliver overset til fordel for billigere alternativer.

Det er afgørende, at offentlige myndigheder og bygherrer ser de nye retningslinjer som en mulighed for at drive reelle forandringer. Lovgivningen har banet vejen, men det er i udbudsstrategierne, at de grønne ambitioner skal omsættes til virkelighed.

Læs også

Fire konkrete forslag til mere cirkularitet i byggeriet

Hos Wavin bakker vi op om udviklingen og er glade for, at der bliver taget skridt i den rigtige retning. Vi har i mange år arbejdet med at dokumentere vores produkters miljøprofiler og levetid, og vi ser nu, at det hårde arbejde begynder at give pote.

Men vi kan ikke gøre det alene. Der skal en fælles indsats til fra hele byggebranchen, fra leverandører, entreprenører og offentlige bygherrer, hvis vi skal skabe en reel forandring. Vi skal være villige til at se ud over den umiddelbare pris og i stedet investere i kvalitetsløsninger, der holder i mange år frem.

Relateret indhold