På mit andet år på arkitektskolen, lavede jeg et projekt, hvor værket i stedet for selv at være midtpunktet, havde til formål at fremvise de smukke omgivelser omkring ruinen af en gammel læderfabrik.
Det var en sti, der skabte møder mellem mennesker og gav muligheden for at komme helt tæt på ruinen og naturen. Projektet blev kritiseret: Selv om det ifølge min vejleder var et godt og realistisk projekt, var dets udtryk ikke ikonisk nok.
Meget arkitektur i dag afspejler min vejleders kritik af mit projekt. Arkitekturen bliver til i kåde drømmesyn om skabelsen af det næste store ikonbyggeri: Alene på Aarhus Ø har vi alt fra et isbjerg til en vulkan. At gå en tur gennem den nye bydel er som at høre et kor, hvor alle sangerne forsøger sig på hver sin solo på samme tid. Alle vil gerne ses og have ikonstatus, men der foregår så meget må samme tid, at det ikke længere er muligt at skelne det ene fra det andet.
Det er på tide, at vi gør op med jagten på ikonet. I stedet skal vi skabe arkitektur ud fra den indflydelse, den har på lokalsamfundet. Vi arkitekter bør løsne det faste greb om tøjlerne og inddrage borgere for i en fælles proces at kunne udvikle et mere kvalificeret arkitekturlandskab. Vi bør bruge arkitekturen som et aktiv i udviklingen af et endnu bedre samfund end det, vi kender i dag.
Arkitekternes sociale engagement har før sat politisk dagsorden og formet vores samfund. Blandt andet i 1970’erne, hvor det sociale boligbyggeri blomstrede. Arkitekturen blev åbnet op gennem begyndende borgerinddragelse, og der blev rum til friere fortolkning og dialog mellem borgere og byggeri. Man begyndte at forholde sig til borgerens individuelle behov i kraft af øget inddragelse, medbestemmelse og indsigelser ved høringer og åbne offentlige planlægningsprocesser. På den måde blev der skabt stærkere identifikation og medejerskab for arkitekturen hos den enkelte.
Borgerinddragelsens samfundsmæssige potentiale er ikke til at ignorere. Derfor skal vi i dag trække på udviklingen, man så i 70’erne. Vi bør slippe ikonfantasien og i stedet lade by- og samfundsudvikling følges ad netop gennem inddragelse af borgerne. Arkitekter skal revitalisere det aktive og lokale engagement. Vi bør være visionære, gribe initiativer og agere facilitatorer for idéer borgerne går med. Den almægtige arkitekt er død: Borgerinddragelse er vejen til at samfund og fællesskaber udvikles og tager form – ikke bare i fysisk forstand.
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
'; 
';