Det nye bygningsreglement BR15, der trådte i kraft d. 1. januar 2016, skærper kravene til bygningers energiforbrug. Blandt andet skal nye bygninger fremover udføres, så de får cirka 25 procent lavere energiforbrug, end hvad der var krav om i BR10. Det skriver vinduesproducenten Velfac i en pressemeddelelse.
Derudover er kravene til energiforbedrende tiltag i forbindelse med renoveringer blevet skærpet. Det betyder, at man i mange tilfælde fremover vil være forpligtet til at gennemføre energiforbedringer, når de kan betale sig for bygherren set over et længere tidsperspektiv.
Tømrerne får travlt
Ud af de mange håndværkerfaggrupper, som påvirkes af de nye BR15-krav i deres daglige arbejde, er tømrerne i en særlig kategori, oplyser Velfac. De kommer nemlig til at spille en forholdsvis stor rolle i at få omsat de skærpede energikrav i konkrete byggeløsninger i forbindelse med nybyggerier såvel som renoveringer.
Eksempelvis skal man ved etablering af ny tagbelægning samtidig foretage efterisolering op til de nye isoleringskrav, så længe efterisoleringen kan betale sig for bygherren på langt sigt. Og er der for eksempel tale om, at hele tagkonstruktionen skal udskiftes, så skal der faktisk efterisoleres, uanset om det er rentabelt for bygherren eller ej. Derudover er kravene til isoleringstykkelse blevet skærpet.
– De øgede isoleringskrav må alt andet lige forventes at give mere at lave for tømrerne. Eksempelvis betyder isoleringskravene til nybyggeri formentlig, at man i højere grad skal til at tænke i lette facadekonstruktioner. Og det er jo typisk tømreropgaver, vurderer oldermand Flemming Kjærgaard fra Københavns Tømrerlaug, der med en grundlæggelse i 1515 udgør en af Danmarks ældste tømrer-organisationer.
– BR15-kravene til efterisolering og energiforbedrende tiltag i forbindelse med renoveringsopgaver er også godt nyt for landets tømrere. Her spiller det også ind, at det nye håndværkerfradrag, som ligeledes trådte i kraft efter årsskiftet, har fået en grønnere profil med vægt på netop energiforbedring og klimasikring, supplerer salgschef Peer Bertelsen fra Velfac.
Vinduesudskiftninger
Ud over efterisolering er vinduesudskiftninger en typisk tømreropgave, som påvirkes af de skærpede krav. Her betyder indførelsen af BR15, at den tilladte såkaldte Eref-værdi for vinduers energitilskud til bygningen er ændret fra -33 kWh/m2 pr. år til -17 kWh/m2 pr. år.
– Skærpelsen af Eref-værdien har som konsekvens, at man fremover ved vinduesudskiftninger skal bruge vinduer med mindst energimærke B. Derudover er energimærke B nu blevet minimumskrav ved nybyggerier, forklarer Peer Bertelsen og fortsætter:
– Vil man have et endnu mere fremtidssikret og energirigtigt byggeri, kan man bruge vinduer med energimærke A. Det svarer nemlig til kravene i den frivillige bygningsklasse 2020, som allerede om få år bliver lovkravet til nye bygninger.