Undersøgelse: Robot skal ikke erstatte håndværker

Vi føler os trygge ved at lade hjemmet styre af sensorer, men utrygge ved selvkørende biler, og vi tror ikke på, at håndværkeren i fremtiden bliver erstattet af en robot.
En ny spørgeundersøgelse viser, at der er stor forskel på, hvor klar danskerne er til at gøre hverdagen nemmere med ny teknologi. Foto: Colourbox.
En ny spørgeundersøgelse viser, at der er stor forskel på, hvor klar danskerne er til at gøre hverdagen nemmere med ny teknologi. Foto: Colourbox.

Om undersøgelsen

  • Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1003 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år i perioden 3. – 5. april 2017. Der er vægtet på køn, alder og geografi på baggrund af et ideal fra Danmarks Statistik, så resultaterne er repræsentative for befolkningen.

Dansk Byggeri har taget pulsen på danskernes holdninger til robotter i hverdagen og i arbejdslivet. Og selv om vi trygt overlader visse funktioner til robotter, er der fortsat en vis portion skepsis i forhold til andre.

Således har analyseinstituttet YouGov gennemført en spørgeundersøgelse for Dansk Byggeri, og her svarer 75 procent af de 1000 danskere, der er blevet spurgt, at de i høj eller nogen grad gerne lader smart teknologi styre vaskemaskinen, og næsten 65 procent er trygge ved at lade sensorer styre hjemmet.

Til gengæld er danskerne skeptiske overfor selvkørende biler og robotter. 54 procent føler sig utrygge ved selvkørende biler og næsten ingen tror, at en robot overtager håndværkerens værktøjskasse. Det skriver Dansk Byggeri i en pressemeddelelse.

Håndværkeren overlever

– Når det handler om at tage styringen fra os mennesker, så er der faktisk meget større forståelse og tryghed i forhold til de smarte og intelligente teknologier, som er knyttet til vores bolig. De fleste er klar til at lade sensorer og smart teknologi styre vaskemaskinen og husets forbrug, siger underdirektør i Dansk Byggeri Inger Petersen Thalund og uddyber:

– Men hvis det står til danskerne, så bliver det ikke en robot, der for eksempel sætter et nyt vindue i hjemme i privaten. Blot 14 procent tror, at det sker inden for ti år, mens 39 procent tror, at det aldrig kommer til at ske.

Vaner og tryghed

Den samme skepsis gør sig gældende, når det handler om at købe ind på internettet. Her siger de fleste danskere ja til at købe tøj og sko ved at klikke på køb og indtaste dankortoplysninger. Men når det gælder dagligvarer eller bestilling af en håndværker, har kun mellem fem og ti procent erfaringer med at bestille.

– Det handler selvfølgelig meget om vaner og tryghed. Det er for eksempel noget nemmere at forestille sig at købe et par sneakers i den størrelse, man kender, end at købe lørdagskyllingen på nettet eller en håndværker anbefalet på for eksempel TrustPilot. Det er stadig ikke trygt at gå den vej for de fleste, siger Inger Petersen Thalund.

Relateret indhold