Håndværkerguld på EUC Sjælland
- EUC Sjælland har samlet talentarbejdet på tværs af håndværksfagene på skolen under sloganet “håndværkerguld”. Det dækker både over ambitionerne i forbindelse med Skills og over skolens fokus på at uddanne fremtidens dygtigste håndværkere.
- Talentarbejdet er ind til videre fokuseret på 11 fag, der hver har deres egen faglærer tilknyttet som talenttræner.
- Ud over at talenterne får tilbud mulighed for at træne og øve sig frem mod Skills-konkurrencer gennemgår også talenttrænerne et forløb med introduktion til værktøjer inden for blandt andet mentaltræning og motivation. Værktøjer, som trænerne også kan benytte sig af i deres daglige arbejde som faglærere på EUC Sjælland.
- Det helt store mål for talentarbejdet er DM i Skills 2019, der afvikles på hjemmebane i Næstved.
Smilet var bredt hos Philip Skovsgaard Gevad, da det stod klart, at han havde sikret sig en billet til DM i Skills via sejr ved regionsmesterskaberne i mureruddannelsen.
En anerkendelse af talent, men også af det ekstra slid, som var blevet lagt i træning op til mesterskabet. Den 19-årige murerelev på EUC Sjælland var således det første bevis på en dedikeret indsats på talentarbejde og -træning på erhvervsskolen.
– Erhvervsskoler er for alle. Og der skal også være muligheder for de ambitiøse, de særligt dygtige og talentfulde. Foruden et dagligt fokus på dét, så er Skills-konkurrencerne også en ekstra gulerod. Noget at stræbe efter, og det vil vi gerne støtte op om, så vores håndværkertalenter ikke kun blive endnu dygtigere, men også får chancen for at vise det frem, forklarer EUC Sjællands direktør, John Norman.
Viser skolen frem
Siden foråret er der på skolen blevet skruet op for talentarbejdet med træningsforløb, talenttrænere og afprøvning af nye formater for afvikling af konkurrencer. I august med afvikling af skolemesterskaberne, der for første gang blev afviklet på tværs af 11 uddannelser samtidig og i og uden for Næstved Storcenter.
– Ud over at vi gerne vil give vores elever en mulighed for at dygtiggøre sig i et ambitiøst miljø, så vil vi også gerne vise vores uddannelser frem. Erhvervsuddannelserne er udfordret på elevoptag, og hvis vi skal sikre os eksempelvis flere dygtige håndværkere i bygningsfagene, så skal vi både styrke den høje faglighed i hverdagen, men vi skal også vise den frem ude hos den kommende generation af håndværkere. Den mulighed får vi med de her konkurrencer, og samtidig har vi i vores talenter nogle helt fantastiske ambassadører for uddannelserne og fagene, forklarer John Norman.
En investering i håndværkerguld
Talentarbejdet, der kører under sloganet “Håndværkerguld”, gav masser af opmærksomhed i forbindelse med skole- og regionsmestrene, men har også helt konkret kastet guld af sig. Noget hurtigere end forventet.
Da Philip Skovsgaard Gevad blev fejret for sin titel, skete det samtidig med at medstuderende på EUC Sjælland Troels Strøyer Christophersen rendte med regionsmesterskabet i flisemureruddannelsen.
– Vores hovedfokus har været DM på hjemmebane i Næstved i 2019, så at vores talenter klarer sig så godt allerede nu, og vinder regionsmesterskaberne hos murerne er helt fantastisk. Det viser, at vi har et stort potentiale og kan komme til at blande os i toppen, forklarer Martin Kryger, der er faglærer på mureruddannelsen og talenttræner i faget på EUC Sjælland.
Og de to murermesterskaber fik hurtigt følgeskab af flere regionstitler. Således sejrede EUC Sjælland-elever også i elektriker-, bygningsmaler- og bygningsstruktør-uddannelsen.
Sidstnævnte efter at vinderparret Mathias Dahl Petersen og Mads Omø Beyer allerede ved skolemesterskaberne havde besejret de forsvarende DM-vindere, EUC Sjællands Mille Christine Eriksen og Alexander Juhlin Jensen.
– Det er svært ikke at rende rundt med armene over hovedet lige nu, siger John Norman.
– Det viser, at det kan betale sig, og at der er værdi i at satse på talentarbejde. Dels for talenterne selv, men i høj grad også vores skole. Vi har en høj faglighed, men den er ikke altid lige nem at få præsenteret uden for skolens vægge. Vi er med til at skabe fremtidens dygtigste håndværkere, og det skal vi ikke kun fokusere på internt og i dagligdagen, men også vise frem og fortælle omverdenen. Det er en af de muligheder vi har for at nedbryde nogle af de barrierer, der kan være i unges valg af uddannelse, og samtidig kan vi understøtte den stolthed og faglighed, der ligger hos de elever vi allerede har, fastslår EUC Sjællands direktør.
Nu gælder det DM
Og stoltheden er til at få øje på hos talenterne.
– Jeg synes, det er en både sjov og god måde at vise, hvad jeg har lært på skolen, og hvad jeg kan, lød det fra den 22-årige bygningsmalerelev på EUC Sjælland Tine Hansen, efter at hun netop havde vundet regionsmesterskabet.
Dermed skal hun også til DM i Skills i Herning til januar, hvor EUC Sjælland med den aktuelle succes bliver repræsenteret i seks af 11 mulige fag. Det er to fag mere end ved seneste DM i Skills.
Ambitionerne om at komme hjem med håndværkerguld fejler ikke noget. Heller ikke hos eleverne.
– Lige nu nyder jeg sejren, men jeg er konkurrencemenneske, så selvfølgelig går jeg efter at vinde, slår Philip Skovsgaard Gevad fast.