GELLERUP: Gennem de seneste 10-15 år har murermester Karsten Hedemann og hans virksomhed Nordbyens Murerforretning Horsens næsten udelukkende beskæftiget sig med at bygge enfamilies typehuse rundt omkring i landet.
Derfor var det en både spændende og afvekslende opgave, da firmaet fik murerentreprisen på kollegiet Ungdomsby Gellerup, som underleverandør for Dansk Boligbyg.
Jeg var da spændt på opgaven, men grundlæggende er der jo ikke så meget forskel på arbejdet.
Murermester Karsten Hedemann Nordbyens Murerforetning Horsens
– Jeg var da spændt på opgaven, men grundlæggende er der jo ikke så meget forskel på arbejdet. Det handler om at levere et stykke godt kvalitetsarbejde, og så er det sådan set underordnet om det er et større byggeri som dette eller en mindre etplansvilla, siger Karsten Hedemann til Dagens Byggeri, da vi besøger pladsen en af de sidste dage inden jul.
Opstartsproblemer hurtigt rettet
Projektet får 354 ungdomsboliger mellem 16 og 39 kvadratmeter i det samlede bebyggede areal på 12.500 kvadratmeter ekskl. kælder. Ungdomsbyen opføres som en kollegie-karré, der opdeles i en række byhuse, som med forskellige højder og bredder bidrager til et sammensat og varieret udtryk i Gellerup bydelen.
Karsten Hedemann har seks murersvende i gang p.t., som frem mod maj skal lægge i alt 400.000 facadesten på de to bygningskroppe, der tilsammen udgør kollegiet.
– Det er gået rigtig fint. Vi havde godt nok et par opstartsproblemer lige i begyndelsen tidligere på efteråret, men det fik vi hurtigt løst, og nu skrider det igen planmæssigt fremad. Vi er en anelse efter tidsplanen, men med lidt held og rimeligt vejr i de kommende måneder skal vi nok indhente det tabte, siger murermesteren.
Grøn og erfaren
Det er en blanding af garvede svende og helt unge murere, der udgør teamet hos Nordbyens Murerforretning Horsens. Tommy Simonsen og Danny Gammelholm hører til de mere erfarne, da de begge gennem et par år har udført lignende opgaver på det gigantiske DNU-byggeri i Skejby.
Etagebyggeri er til gengæld en forholdsvis nu disciplin for Katrine Jensen, der for få måneder bestod sin svendeprøve fra Learnmark Horsens med udmærkelse. Hun er en af de første to EUX-murersvende, som ud over mureruddannelsen samtidig har taget en gymnasial uddannelse.
Rekruttering et problem
Såvel de to erfarne svende som den helt nyudlærte er godt tilfredse med både arbejdet og pladsen. Og medarbejdertilfredshed er vigtigt, fortæller Karsten Hedemann.
– I dag kan det være svært at tiltrække ny arbejdskraft. Murerfaget har stort set ingen ledighed i disse år, så derfor gælder det om at have et godt miljø at færdes i. Det skaber tilfredse medarbejdere, og så står man ikke konstant med bemandingsproblemer, siger han.