Om Tømrerprisen
- Tømrerprisen er på 150.000 kroner og belønner personer, virksomheder eller bygherrer, som har udført eller har deltaget i et byggeri, hvor trækonstruktioner indgår som en markant bygningsdel, eller hvor tømrerfaget på anden vis har spillet en afgørende rolle. Tømrerprisen kan også gives ved nytænkning og dristig arkitektur, hvor træ er hovedbygningsdelen. Det er et krav, at både håndværk og materialer er af høj kvalitet.
Københavns Tømrerlaug har netop uddelt Tømrerprisen 2015, og lauget har i år benyttet uddelingen til at sætte fokus på de nye anvendelsesområder for træ som byggemateriale, og ifølge priskomitéens formand, Flemming Kjærgaard, har de tre prismodtagere på hver deres område ydet væsentlige bidrag til at synliggøre træmaterialer som et progressivt og klimavenligt supplement til beton og stål i fremtidens byggeri. Det skriver Københavns Tømrerlaug i en pressemeddelelse.
Professor Poul Henning Kirkegaard ved Aarhus Universitets Institut for Ingeniørvidenskab tildeles prisen for sin indsats i forskningen af de nye arkitektoniske og konstruktionsmæssige muligheder, som udviklingen af krydslamineret træ åbner. Gennem sin forskning, undervisning og formidling har Poul Henning Kirkegaard spredt viden om de perspektiver, som krydslamineret træ åbner for byggeerhvervet og påvist, at materialet er et interessant og konkurrencedygtigt alternativ til beton, tegl og gipsplader.
Højhus i træ
Arkitektfirmaet C. F. Møller modtager også Tømrerprisen for i samarbejde med det svenske arkitektfirma Dinell Johansson at have tegnet et forslag til et 34 etagers højhus i træ, som har vundet en konkurrence om opførelse af et innovativt og bæredygtigt bolighøjhus i det centrale Stockholm. Konkurrencen var udskrevet af Sveriges største boligselskab, HSB, og bygningen skal stå færdig i 2013. Prisen modtages af arkitekt Mads Mandrup, som er arkitektfirmaets fagligt ansvarlige for projektet og arkitekt Lone Wiggers, som i forhold til offentligheden har været en engageret og saglig formidler af såvel projektet i Stockholm som af træmaterialers evne til at gøre byggeriet i Danmark mere bæredygtigt.
Træhus står i læ
Slutteligt modtager NCC også Tømrerprisen for at have været initiativtager til opførelsen af Dome of Visions, hvori overrækkelsen af Tømrerprisen 2015 fandt sted. Dome of Visions er et kuppelformet drivhus på højde med et treetagers hus, og inde i kuplen står et toetagers træhus på størrelse med et enfamiliehus – i læ for vind og regn og omgivet af duftende planter og træer. Domen, som er flytbar, skal bruges til at samle nye erfaringer med henblik på konstruktioner og materialeanvendelse og udfordre både byggemateriale-branchen og det øvrige byggeerhverv i bestræbelserne på at imødekomme fremtidens klimaudfordringer. Prisen modtages af direktør Martin Manthorpe, der i mange år været en engageret talsmand for et mere bæredygtigt byggeri.