Opgraderet håndværkerbutik i Gladsaxe forventer vækstboom

Lemvigh-Müller udvider med henblik på at understøtte byggebranchen i Storkøbenhavn med nye tilbud.
Håndværkerbutikken i Gladsaxe har fået en ordentlig overhaling. Foto: Lemvigh-Müller.
Håndværkerbutikken i Gladsaxe har fået en ordentlig overhaling. Foto: Lemvigh-Müller.

Det sidste halve år har der været flere håndværkere end normalt i Lemvigh-Müllers butik på Gladsaxe Møllevej. Der er nemlig blevet hamret, banket og boret for at skabe en flagskibsbutik, der opfylder lige præcis de storkøbenhavnske håndværkeres behov.

Lemvigh-Müllers butik i Gladsaxe er ikke den første af stål-og teknikgrossistens håndværkerbutikker, der får nyt butiksdesign.

– Vi investerer i vores butikker og er i gang med at rulle et nyt butikskoncept ud med lokale tilpasninger. For der er forskel på håndværkere forskellige steder i landet, og vi lytter til de lokale behov og ønsker til eksempelvis indretning, sortiment og service, når vi skaber vores flagskibsbutikker, siger butiksdirektør i Lemvigh-Müller, Peter von der Hude.

Investeringen i at opgradere til et nyt, lokalt tilpasset butikskoncept har vist sig populært. Peter von der Hude fortæller, at flagskibsbutikkerne i Hillerød og Køge har oplevet en vækst på cirka 20 procent efter opgraderingen.

Drømmene er store

Også til butikken i Gladsaxe er forventningerne høje. Butikken ligger nemlig i forvejen centralt placeret i det byggeboomende Storkøbenhavn og har mange faste håndværkerkunder.

Butikschef Johnny Yang glæder sig til snart at kunne give de faste kunder en endnu bedre oplevelse – og forventer, at den opgraderede butik også vil tiltrække flere nye kunder.

For ambitionen er at skabe områdets flottes håndværkerbutik. Samtidig er både butiksarealet og varesortimentet blevet betydeligt større, og det er blevet nemt at navigere rundt i både butikken og på p-pladsen, hvor antallet af parkeringspladser næsten er tredoblet.

– Vores håndværkerkunder har travlt, så det er afgørende, at der er nem parkering, god skiltning i butikken og et bredt sortiment, så de hurtigt kan få alle de varer, de har brug for, inden de suser videre til næste opgave, siger Johnny Yang.

Relateret indhold