I en længe på Hulerødgård i Horserød i Nordsjælland bor ægteparret Marianne Zacho og Hans Zøllner. Længen var tidligere hestestald, men den er er nu ombygget til moderne bolig – en ombygning, hvor der er kælet for alle detaljer. Og hvor malearbejdet står som prikken over i’et.
I den tidligere stald er der opsat tapet i lange baner og malet træværk, endda de helt nye paneler og døre er blevet håndmalede, for ægteparret har om nogen ønsket det bedste håndværksarbejde i deres hjem.
Det flotte malearbejde blev udført i samarbejde med Malerfirmaet Nordkysten ApS, og det indbringer dem ægteparret Danske Malermestres ‘Prisen for godt Malearbejde’ på 25.000 kroner.
Ved prisoverrækkelsen begrundede Danske Malermestre direktør, Ole Draborg, valget af den ombyggede staldlænge således:
– Vi har i år set en markant brug af tapeter i de private hjem, som har været i spil til prisen, og her er et strålende eksempel på, hvor flot et resultat man får ved at vælge fagmanden og få en rigtig maler på opgaven. Boligen her står ualmindelig helstøbt i farve- og materialevalg. Malearbejdet fylder kun lidt i hele entreprisen, men det fylder 100 procent af det færdige arbejde. Det er malerne, der kommer og gør det til et hjem, sagde Ole Draborg.
Modige valg
Som besøgende er det første man møder hall’en med højt til loftet og med det smukke gule tapet i klassiske striber. Der er tapetseret helt til kip og dermed når den længste bane tapet op på fem meter.
Alle tapeter i huset er fra engelske William Morrison, produceret af Sanderson, og det er modige valg af mønstre, som har krævet omhyggelighed at sætte op for at sikre et snorlige resultat.
Malermester Kim David Kristensen, Malerfirmaet Nordkysten ApS, fortæller, at der hele vejen igennem maleentreprisen er gjort brug af håndværksmæssige korrekte behandlinger; der er ikke gået på kompromis nogen steder.
– Jeg har været maler i 25 år, og jeg må sige, at det hører til sjældenhederne, at du møder en kunde, der i den grad vil have det bedste, faget kan byde på. Hele vejen. Det er fantastisk at få lov at være med til, når det sker.
– Det har været rigtigt sjovt at lege med de gamle tapeter.
Pris for tredje gang
I de rum med kun én tapetseret væg er man begyndt med at sætte den midterste bane i lod, mens der i de rum med tapet på alle vægge er begyndt i hjørnet for at få mønsteret til at passe. Og alle tapeter er stødt sammen for sikre et udseende helt uden synlige samlinger.
For Marianne Zacho og Hans Zøllner var det helt naturligt at efterspørge den bedste kvalitet i malearbejdet.
– Det faldt os aldrig ind at gå på kompromis. Hvorfor skulle vi ikke ønske den samme kvalitet i malearbejdet som i det øvrige arbejde ved ombygningen? Vi glæder os dagligt over farverne og de flotte tapeter. Malearbejdet er jo om noget prikken over i’et. Det tilføjer og giver vores hus den sidste finish, og vi glæder os dagligt over de flotte tapeter og farver, konstaterer Hans Zøllner.
Det er tredje gang, at Danske Malermestre uddeler ‘Prisen for godt Malearbejde’ til en privatkunde for deres valg af fagmanden og det storartede resultat.