Mere strøm til statslige lånefonde, tak

Cheføkonom Jacob Thiel, Håndværksrådet. Foto: Håndværksrådet.
Cheføkonom Jacob Thiel, Håndværksrådet. Foto: Håndværksrådet.

De små og mellemstore virksomheder har i dag langt fra de lånemuligheder, de fortjener, og det hæmmer udviklingen i byggeriet. Selvom mange byggevirksomheder har præsteret overskud i kriseårene og fortsat kan fremvise sunde nøgletal, har bankerne nemlig over en bred kam smækket kassen i – det gælder ikke mindst i forhold garantistillelse.

Derfor har Håndværksrådet sammen med andre gode kræfter presset på for, at alternative finansieringsordninger, som for eksempel Vækstkaution, skulle spille en større rolle i fremtiden. De er simpelthen en nødvendighed i det nuværende lånemiljø, hvor bankerne er blevet meget tilbageholdende – især overfor byggevirksomheder. Vi vurderer, at der lige nu er brug for endnu flere midler og hurtigere sagsbehandling i banker og fonde.

En række mindre byggevirksomheder står med et akut behov for at få de ønskede garantirammer på plads. Indtil det sker, er de nemlig afskåret fra at byde på visse opgaver, og det koster konkurrence, vækst og beskæftigelse. Det er en helt uholdbar situation for både virksomhederne og for en regering, hvis overordnede mål er at sikre velfærden gennem netop vækst og beskæftigelse. Derfor presser Håndværksrådet på for at sikre politisk handling på området i forbindelse med den kommende vækstpakke.

Til gengæld skal der være ro om de eksisterende produkter, som eksempelvis Vækstfonden har på hylden. Det tager dyrebar tid fra alle parter, hvis der jævnligt sker ændringer i lånepaletten. Vores budskab er derfor klart: Den kommende vækstpakke bør indbefatte flere midler til Vækstfonden og EKF, som har vist sit værd de senere år.

Relateret indhold