Brugen af slidstærkt arbejdstøj handler først og fremmest om at være klædt rigtigt på til opgaven. Funktionalitet, sikkerhed, slidstyrke og pasform er de mest afgørende – men lysten til også at se smart ud og kunne sammensætte tøjet individuelt spiller en stadig større rolle for blandt andet de unge håndværkere.
Derfor lancerer Kansas en ny generation af arbejdstøj, hvor der er lagt vægt på muligheden for at kombinere delene individuelt og vægt på lækre detaljer og et modepræget snit og design.
– Vores navn står stærkt, og vi vil igen være førstevalg, når den nye generation af håndværkere trækker i arbejdstøjet. Kansas bliver forbundet med høj kvalitet af de ældre årgange, men vi skal ud og gøre os fortjent til at klæde de unge på, og derfor har vi nu søsat en ny strategi og igangsat en større revitalisering af Kansas-mærket siger administrerende direktør hos Kansas, Thomas Schwartz i en pressemeddelelse.
Nationalt klenodie
Med nye designs og en helt ny måde at præsentere og markedsføre tøjet på vil Kansas tilbage på førerpositionen, og rigtige håndværkere er sat i centrum, som de nye stilikoner for arbejdstøjet.
– Den nye kollektion har været igennem en større fornyelse. Arbejdstøj er ikke længere bare arbejdstøj. Image, mode og funktioner spiller en stadig større rolle, når de unge i dag klæder sig på til dagens opgave. Vi har fastholdt vores rødder, nemlig slidstærkt arbejdstøj af høj kvalitet, god pasform og høj funktionalitet, men gjort det mere moderne og tidssvarende. En del af vores rødder er også det velkendte Kansas-logo, som vi har taget tilbage i sin rene form og blot justeret en lille smule, så det passer ind i en moderne kontekst, siger Thomas Schwartz.