I dag kan selv store produktionsanlæg efterhånden ubesværet lave små serier af vinduer.
Og den virkelighed har man været nødt til at forholde sig til i Østbirk, hvor JH-Trio har skabt en forretning på høj faglighed, små oplag og specialisering. Det fortæller direktør Gitte Jensen fra JH-Trio, som netop har opkøbt konkurrenten Viking Vinduer og Døre A/S med henblik på at vokse til den fornødne størrelse.
– Vi kunne se, at vi på længere sigt enten skulle udvikle eller afvikle. Vores produktionsanlæg er ved at være gammelt, og det begynder at blive en kamp for at få produktiviteten i et leje, der er lønsom, siger direktør i JH-Trio, Gitte Jensen.
Klar til køb
Men det var ikke nogen modvillig virksomhed, som blev tvangsopkøbt, lyder melingen fra Gitte Jensen.
Hos Viking Vinduer og Døre i Silkeborg havde direktør Jan Haugaard nemlig overvejet en kontrolleret afvikling af virksomheden, da han kunne se den samme fremtid i krystalkuglen. De to virksomheder har parallelle profiler, forankrede i ret ens værdisæt, og i Silkeborg havde man også valget mellem at investere og omstrukturere eller skrue ned for aktivitetsniveauet.
Overtagelsen er formelt på plads 1. maj 2019. Herefter flytter Jan Haugaard til Østbirk, så implementeringen af Vikings produkter i JH-Trios produktion og serviceringen af Vikings kunder foregår så optimalt som muligt.
Investering i nyt produktionsapparat
Samtidig investerer JH-Trio i et nyt produktionsapparat, så virksomheden kan producere mere med den samme arbejdskraft. Virksomheden vil fortsat satse på rene træelementer i forskellige træsorter, renoveringsopgaver, vinduer og døre efter specialmål samt mindre serieproduktion.
– I vores proces om “valg af fremtid” har vi måttet erkende, at vækst ikke kan skabes med et utidssvarende produktionsapparat. Vores produktionsomkostninger er ikke i tilstrækkelig grad konkurrencedygtige, men det vil et nyt anlæg rette op på, siger Gitte Jensen.
Overtagelsen af Viking Vinduer og Døre og de nye investeringer skal bidrage til at fremtidssikre JH-Trio Vinduer og Døre A/S, der har rødder tilbage til 1962, hvor JH Tømrer & Snedker i Snaptun blev etableret. Trio Vinduer og døre blev skabt i 1997, og i 2011 sammenlagde man de to firmaers salg og produktion af døre og vinduer.