Håndværkere nægtet adgang

Lejelovens §55 bestemmer, at udlejer med 6 ugers varsel kan iværksætte arbejder i det lejede, når udførelsen ikke er til væsentlig ulempe for lejeren. Østre landsret har for nylig taget stilling til en situation, hvor udlejeres håndværkere trods behørig varsling blev nægtet adgang til det lejede af lejeren.
Advokat Holger Schöer, Kromann Reumert.
Advokat Holger Schöer, Kromann Reumert.

I øjeblikket foretages en række boligrenoveringsarbejder, og i det omfang, der foreligger et lejeforhold om boligen, er det afgørende, at udlejer og udlejers håndværkere kan få adgang til det lejede for at foretage udbedringer.

I sagen, hvor Østre Landsret har taget stilling, ønskede udlejeren at udføre nogle malerarbejder som afslutning på udbedring af sætningsskader. I varslingen blev samtidig anført, at en nægtelse af at give maleren adgang kunne føre til ophævelse af lejeaftalen, samt at lejeren, efter at maleren var færdig, havde en nærmere angivet frist til at gennemføre nogle indvendige vedligeholdelsesarbejder, som påhvilede lejeren.

Lejeren nægtede maleren adgang, hvorpå udlejer ophævede lejemålet med den konsekvens, at lejeren omgående skulle fraflytte.

Østre landsret gav udlejeren medhold, og det forhold, at udlejer havde givet lejeren en frist til at udføre egne vedligeholdelsesarbejder, kunne ikke føre til andet resultat.

Afgørelsen er et eksempel på, at en udlejer og bygningsejer under visse betingelser kan bringe den strengest mulige sanktion i anvendelse, nemlig ophævelse af lejemålet, hvor udlejers håndværkere nægtes adgang til lejemålet.

Relateret indhold