Fundamentbutik for fuld skrue

Iværksætter Rune Roepstorff Nissen åbner Danmarks første fundamentbutik, hvor selvbyggere og håndværkere kan købe skruefundamenter og værktøj til installering af fundamenter.
Fremtidens Fundament åbner den 16. januar Danmarks første fundamentbutik med skruefundamenter. Foto:Fremtidens Fundament.
Fremtidens Fundament åbner den 16. januar Danmarks første fundamentbutik med skruefundamenter. Foto:Fremtidens Fundament.

Der er Danmarks premiere, når Fremtidens Fundament onsdag slår dørene op til landets første fundamentbutik i Værløse.

Her kan selvbyggere og håndværkere købe kvalitetsskruefundamenter, leje sikkerhedsgodkendt værktøj til installering af fundamenter og få kvalificeret rådgivning.

– Fremtidens Fundament vil være kendt for god service, ansvarlig vejledning, sikker levering og god dokumentation for udført arbejde, når vi selv installerer fundamenter til huse og større byggeprojekter. Det er derfor også principperne bag vores nye fundamentbutik, hvor vi først og fremmest interesserer os for, at også selvbyggere får et godt, solidt og bæredygtigt byggeri på skruefundamenter, siger Rune Roepstorff Nissen i en pressemeddelelse.

Navneskifte understreger visionerne

Siden 2013 har Rune Roepstorff Nissen gennem virksomheden Nemt Fundament leveret skruefundamenter til den danske byggebranche og til selvbyggere.

Skruefundamenterne er selvborende, kræver mindre arbejde og giver færre støjgener i montagen end traditionelle fundamentløsninger. Derfor lå virksomhedens navn lige til højrebenet, da Rune Roepstorff Nissen i sin tid stiftede den. Nu har han taget skridtet videre. Foruden åbningen af Danmarks første fundamentbutik ændrer virksomheden nu også navn til Fremtidens Fundament for at gå nye kvalitets- og brugervenlige veje i funderingsbranchen.

– Vi introducerede skruefundamentet på det danske marked for fem år siden. Vi ved, det er en utrolig nem installationsteknologi, der kan placeres, selv om der er store forhindringer i form af sten eller andet i jorden. For at skruefundamentet skal fungere optimalt, og dermed for alvor bliver fremtidens foretrukne fundament til alt fra enfamilieshuse til terrasser, kræves dog en solid indsigt i jordbundsforholdene, siger Rune Roepstorff Nissen.

Viden om jord

– Jordbundsforholdene er forskellige fra sted til sted, men vi kan specialdesigne skruefundamenter og træningsforløb til vores kunder, så de får styr på at bruge den nemme installationsteknik korrekt i alle jordtyper. Samtidig har vi al relevant dokumentation og CE-mærkning på produkterne, der er forsikringsgodkendte, forklarer Rune Roepstorff Nissen.

Ifølge stifteren har skruefundamentet mange fordele. Fundamentet giver blandt andet store tidsmæssige besparelser, fordi det er muligt at bygge videre med det samme. Desuden kan fundamentet skrues op og genanvendes, hvilket er helt i tråd med tendenserne inden for byggeriet med genanvendelighed og midlertidigt byggeri.

Relateret indhold