Tirsdag 4. oktober blev første spadestik til Starks nye østjyske distributionscentral taget i Årslev ved Aarhus. Med en forventet størrelse på 29.000 kvm i bygninger, 30.500 kvm i belægninger samt en grund, der strækker sig over 80.000 kvm, bliver anlægget et af de største af sin art i Danmark.
Det nye logistikcenter ventes at blive daglig arbejdsplads for omkring 100 mennesker allerede fra 2017, og 30 lastbiler vil fast køre i rutefart til Starks kunder i hele Midtjylland. Den forventede frekvens bliver 100 vognlæs om dagen eller mere end 25.000 på årsbasis. Derudover vil læsseområdets størrelse sikre en hurtig læsning, ligesom anlægget opføres med de nyeste logistikteknologier.
Nødt til at effektivisere
– Det er en stor dag for os. Dette bliver et innovativt byggeri, som signalerer at vi tror på branchen. Vi har en klar ambition om at udbygge vores position som førende leverandør af byggematerialer til professionelle i regionen. Vi skal møde kunderne, der hvor de er, og kunne levere den rådgivning og de løsninger, som de skal bruge for at kunne arbejde så effektivt som muligt, fortalte Søren P. Olesen, adm. direktør i Stark.
Selve indvielsen foregik med deltagelse af bl.a. adm. direktør Palle Thomsen fra Danske Byggecentre. Han ser perspektiver i Starks ambitiøse projekt.
– Det er dejligt ved selvsyn at se, hvordan virksomheder tror på fremtiden og investerer mange millioner i nyt byggeri. Tempoet og kvalitetskravene i byggeriet betyder, at byggemarkederne i stadig højere grad er nødt til at effektivisere og investere for at sikre den tilgængelighed af materialer og services, som håndværkerne efterspørger. Det bliver en af branchens største udfordringer de kommende år, og her viser Starks strategi inden for logistik og distribution en vigtig udviklingsvej, forklarede Palle Thomsen.
For Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard (S) var der også grund til glæde over byggeriet, som før nævnt vil beskæftige cirka 100 medarbejdere.
– Er der noget, som gør en borgmester glad, er det synet af byggekraner. Jeg glæder mig både på byens vegne og personligt over projektet. Vi ser en tendens til, at stadig flere virksomheder udvider, bygger nyt og placerer arbejdspladser i byen. Og vi har en forventning om, at det vil trække andre med sig til gavn for både vækst og lokale arbejdspladser. Aarhus er en driftig kommune, og vi prioriterer at skabe gode vilkår og tidssvarende rammer for vores tusindvis af erhvervsvirksomheder. Derfor er vi glade for, at en stor, lokalt forankret virksomhed som Stark placerer sin nye distributionscentral her, sagde Jacob Bundsgaard, som også refererede til Starks mangeårige historie, som blev grundlagt i Aarhus i 1896.
Styrket levering
Baggrunden for opførelsen af det nye center er Starks ønske om at styrke logistikken i det Midtjylland til gavn for landsdelens professionelle håndværkere. De bestiller i stigende grad pr. telefon eller e-mail direkte fra byggepladsen, når de akut mangler materialer og værktøjer.
I andre tilfælde, eksempelvis ved opstart af projekter, er det som oftest rådgivningen i byggemarkederne, som håndværkerne kører efter, mere end det kun er afhentning af varer og materialer.
Her er der ifølge Stark et stort effektiviseringspotentiale ved at flytte levering og lagerfunktioner fra de enkelte forretninger til et regionalt lager, der opererer døgnet rundt med 10.000 faste varer på lager. Det betyder i praksis, at den enkelte forretning i regionen får mulighed for at trække på markant flere varenumre, ligesom grundens størrelse sikrer, at logistikcenteret kan udvides i takt med behovet.
Det er den danske entreprenør- og ejendomsudviklingskoncern Casa, som står for byggeriet af centralen i Årslev, og adm. direktør Michael Mortensen har et personligt forhold til Stark, da de for 31 år siden støttede ham, da han grundlagde den virksomhed, der i dag er kendt som Huskompagniet.
– Stark var med til at skabe værdi for Huskompagniet. Jeg er sikker på, at der kommer flere centre som dette, og dem vil jeg gerne være med til at bygge, understregede han.
Den kommende byggematerialecentral er en af i alt seks, som Stark har planlagt i Danmark.