Danmark er på mange områder et digitalt foregangsland, men bygge- og anlægsbranchen halter lidt efter digitaliseringsgraden i andre brancher, og derfor skal der sættes fokus på området. Det mener blandt andet DI Byg, der til april afholder en konference med temaet: Styrk din forretning med digitalisering!
– Der bliver på konferencen lidt for enhver smag, men grundlæggende lægger vi vægt på de nære, kundevenlige løsninger, som også ofte vil være forholdsvis simple at udvikle og billige at implementere, fortæller chefkonsulent Flemming Løkke Petersen, DI Byg.
På konferencen vises blandt andet eksempler på vellykkede cases, hvor forskellige virksomheder har haft held til at udvikle it-værktøjer, der på en simpel måde visualiserer virksomhedernes produkter.
– Et eksempel er Velux, hvor kunden kan lave en model af sin bolig og indsætte Velux-vinduer. Så kan programmet simulere lysindfald gennem de forskellige årstider. Et andet eksempel er Flügger, hvor du kan se, hvordan din stue vil se ud med alternative farver. Samtidig får du også lige at vide, hvor meget maling, der skal bruges – og hvor den nærmeste Flügger-forretning ligger, siger Flemming Løkke Petersen.
Tid og pris
Andre dele af konferencen handler om brugen af sociale medier som facebook og LinkedIn i kommunikationen med kunderne eller håndværkerne. Her kan konferencedeltagerne hente nyttig viden, som kan være med til at løfte kundetilfredsheden.
– Desuden vil konsulentvirksomheden Designit give et par bud på, hvor lang tid det typisk vil tage at udvikle en simpel app – og hvad det vil koste, fortæller chefkonsulenten.
Konferencen finder sted 3. april i Industriens Hus i København. Det er gratis for DI medlemmer at deltage.