Elektriker får anerkendt knæskade efter krybekælder-arbejde

Elektriker får anerkendt arbejdsskade, efter en indstilling fra Erhvervssygdomsudvalget omgør tidligere afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen.
En elektriker har fået anerkendt en knæskade som en arbejdsskade efter langvarigt arbejde i en krybekælder. Foto: Colourbox.
En elektriker har fået anerkendt en knæskade som en arbejdsskade efter langvarigt arbejde i en krybekælder. Foto: Colourbox.

Erhvervssygdomsudvalget har for nylig indstillet, at det var langvarigt arbejde i en krybekælder på Panum Instituttet, der læderede en elektrikers knæ. Dermed underkendte udvalget en tidligere afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen. Det skriver fagbladet Elektrikeren.

Elektrikeren fik problemer med knæene, efter at han gennem cirka et halvt år havde trukket og monteret kabler i krybekældrene på Panum Instituttet. Det medførte, at han i fem-seks timer dagligt arbejdede knæliggende og i mindre grad også siddende på hug. På grund af de lave krybekældre, hvor højden ofte var på 60-70 centimeter, var der kun begrænsede muligheder for at rette knæene/benene ud, og pludselig kunne elektrikerens knæ ikke længere holde til arbejdet. Han har efterfølgende været gennem tre knæoperationer.

Det er første gang, jeg oplever en afgørelse som denne. Men det er heller ikke almindeligt, at belastningerne har været så intense, som situationen er her.

Lotte Fischer Socialrådgiver, Dansk El-Forbund

Første gang

– Det er første gang, jeg oplever en afgørelse som denne. Men det er heller ikke almindeligt, at belastningerne har været så intense, som situationen er her, siger socialrådgiver i Dansk El-Forbund (DEF) Lotte Fischer og fortsætter:

– Dét, som afgørelsen siger, er, at når man i lang tid har arbejdet med en konstant belastning af knæet, hvor man ikke har kunnet rette benene ud, ja, så er det en arbejdsskade, når det går galt. Og selv om der er tale om en speciel sag, så tror jeg, at den ikke er mere speciel, end at der findes elektrikere derude, som har arbejdet under lignende forhold.

Kunne ikke rette sig ud

Erhvervssygdomsudvalget vurderede at elektrikerens menisklæsion i venstre knæ i overvejende grad var forårsaget af de specielle belastninger, som arbejdet på Panum Instituttet udgjorde. DEF oplever ofte knæskader efter nedslidning, men oplever også, at det er svært at skaffe dokumentation for, at det er arbejdet, der ligger til grund for skaderne.

– Normalt får vi jo afvist disse sager. Men med denne afgørelse er der blevet præciseret på det problematiske i, at der ikke var mulighed for at rette sig ud, siger fagsekretær i DEF København Niels Bo Nielsen.

DEF vil nu tage kontakt til den pågældende elektrikers kolleger for at høre, om de også oplever problemer efter arbejdet på Panum Instituttet.

Læs mere om sagen i Elektrikeren

Relateret indhold