En fjernbetjent, elektromekanisk løftebjælke til tunge kranløft introduceres nu på det danske marked. Global Gravity har indgået en partnerskabsaftale med australske Verton, som gør Esbjerg-virksomheden til eneforhandler af Vertons revolutionerende løfteteknologi i Danmark.
Verton forbedrer sikkerheden og produktiviteten ved kranløft med et system, hvor én person alene kan håndtere selv meget tunge løft. Dermed undgås manuel håndtering med styreliner. Everest, som løftebjælken hedder, anvendes allerede af flere store internationale virksomheder på tværs af brancher, hvor tunge kranløft er en del af hverdagen. Blandt disse er MHI Vestas, som for nylig har indledt samarbejde med Verton for at forbedre sikkerheden ved løfteopgaver på offshore vindplatforme.
– Langt de fleste kranulykker rammer de personer, der er tæt på lasten. Derfor er Vertons løftebjælke en enorm forbedring af sikkerheden ved tunge løft. Det gælder ikke mindst offshore, hvor manglen på plads er en af de største udfordringer. Her kan vi i fællesskab fjerne en stor del af den manuelle håndtering og dermed øge sikkerheden, siger Kenneth Hagelskjær, CEO i Global Gravity.