Carl Ras er i gang med at ombygge og gøre klar til at åbne kædens 14. håndværkerbutik, der bliver byens stærkeste specialist i værktøj og beslag. Værktøjsspecialisten overtog bygningen på Gammel Holstedvej i december sidste år og har store planer for den nye butik. Kæden har igennem flere år haft en position som en af landets absolut stærkeste specialister på beslag og værktøj til byggeriet, og de lægger ikke skjul på, at man går efter en langtidsholdbar og stabil vækst ved konstant at udvikle og udbygge butiksnettet.
Strategisk placering
Derfor har man valgt Næstved, Sjællands femtestørste by med et stort opland, som næste skud på stammen. Placeringen af butikken er strategisk og fastlagt ud fra, at det er i industrikvarteret, håndværkerne foretrækker at handle, og samtidig tæt på den kommende motorvej.
– Næstved er en by med stolte håndværkertraditioner, og så er det et naturligt sted at udvide for os, fordi vi i forvejen har tre kørende konsulenter, som servicerer vores mange kunder i det sydsjællandske. Nu kan de og nye kunder få den fulde Carl Ras-servicepakke med daglig personlig betjening af isenkræmmere i et splinternyt engroscenter med mere end 14.000 varenumre på hylderne, fortæller Jan Nowak Rasmussen, divisionschef hos Carl Ras.